Månedsafslutning januar

Månedsafslutning: Januar 2020

Januar var præget af fritid, god mad og nye oplevelser. Det var afslutning for femte semester, og starten på sjette og sidste semester på min bachelor i naturvidenskab på RUC. Og så var der en masse nye bøger.

Månedsafslutning januar

Januar tillod at jeg brugte tid på at slappe af, være sammen med venner og forberede mig på mit 6. semester på RUC. Det virker stadig uvirkeligt at jeg til sommer kan kalde mig bachelor i naturvidenskab, studietiden er fløjet af sted.

Der blev også tid til at planlægge nye oplevelser i 2020. Blandt andet skal jeg både til koncerter og til London. Men der var også tid til oplevelser i nuet.

For første gang var jeg en tur på Den blå planet, hvor jeg var inviteret på frokost af min stedfar, fordi jeg skulle køre ham i lufthavnen. Her startede vi ud med en frokost på Tang Bistro. Det var egentlig meningen vi bare skulle spise der, men man kan ikke komme ind uden også at betale for billet til akvariet – den del havde vi lige overset.

Både mad og udsigt var heldigvis til den gode side. En stor del af oplevelsen var også konceptet med at have tang på menuen, og da jeg lige har afsluttet projekt om tang, lå det lige til højrebenet at få prøvet det. Min menu bestod derfor af bistroens Fish’n’Chips med tang- og sellerisalat. Det var mums.

Månedsafslutning januar

Akvariet i sig selv var dog en skuffelse. Jeg havde troet det større. Men fik rørt en rokke og set hammerhajer, så helt galt var det ikke.

En veninde og jeg tog, i starten af januar, på Madklubben Vesterbro, og var så vilde med det, at vi kom tilbage en uge senere, med en ekstra veninde. Deres spanske bræt til forret, er det bedste. Og serveret med en Pinot Noir, behøver jeg ikke andet.

Måske deres chokoladekage til dessert. Så er oplevelsen fuldendt.

Januar gav også et rigtig fint udbytte i nye bøger. Desværre fik jeg ikke læst så meget som håbet.

Månedsafslutning januar

Nye bøger i januar:

*Nogle af de viste bøger er anmeldereksemplarer. Dette er markeret.*

Dannebrog – 1219

Månedsafslutning januar
Bagsidetekst:
Det er overalt. Det røde flag med det hvide kors. Det lille flag har haft stor betydning, siden det en sommerdag i 1200-tallets Estland dalede ned fra himlen og sørgede for dansk sejr i korstogskrigen. Myten og erindringen sidder dybt i os, men Dannebrog er også virkelighed. Staten, kongen og adelen tog nemlig flaget til sig, inden det i 1800-tallet blev for folket. I dag kipper vi med flaget, straks der er det mindste at fejre, og vi viser det frem året rundt i butikker og på markeder. Som nationalt symbol signalerer Dannebrog enhed, fællesskab og identitet – og sætter følelser i brand. Torben Kjersgaard Nielsen, lektor i middelalderhistorie ved Aalborg Universitet, hejser flaget og fortæller om myten og om brug af Dannebrog siden dengang, himlen åbnede sig.

Dannebrog – 1219 af Torben Kjersgaard Nielsen. En del af serien 100 danmarkshistorier, der udgives løbende af Aarhus Universitetsforlag. 100 sider. Bogen er købt på unipress.dk.


Enkeltbillet til Belfast

Enkeltbillet til Belfast
Bagsidetekst:
I Peter Driscolls nye bog er handlingen henlagt til en del af verden, hvis problemer vi hører om hver dag: det sønderdelte Irland – et land hvor mange har mere end én identitet. Blandt disse er Harry Finn. I hans pas står der, at han er journalist, men den eneste, han giver nyheder videre til, er en tyk og godmodigt udseende mand fra den engelske efterretningstjeneste. I et kynisk forsøg på at afværge udbruddet af total borgerkrig får Finn til opgave at uskadeliggøre en protestantisk ekstremistleder. Men englænderen Harry Finn bliver opslugt af det gamle had mellem katolikker og protestanter. Han står mellem to lejre – nyttig og benyttet, men ikke uerstattelig. Det bliver efterhånden tydeligt for Finn, at han har en rolle i et spil, hvor moral, sandhed og menneskeliv intet betyder.

Enkeltbillet til Belfast af Peter Driscoll. Oversat fra amerikansk af Mogens Boisen efter In Connection with Kilshaw. Udgivet ved forlaget Spektrum i 1974, Udsendt af Danske Bogsamleres Klub. 254 sider. Bogen er fundet i Bogskabet ved Gladsaxe Hovedbibliotek.


Et beskedent geni

Månedsafslutning januar
Bagsidetekst:
Darwin vidste godt selv at hans evolutionsteori fuldstændig ville forandre verden. Mange år før hans berømte bog Om Arternes Oprindelse udkom, nedfældede han præcise instrukser om, hvordan hans kone skulle sikre at bogen blev udgivet, hvis han skulle dø inden han selv nåede det. “Den vil være et betydeligt skridt for videnskaben” skrev han beskedent. Han fik ret. Vores forståelse af livets udvikling og ikke mindst vores egen rolle i naturen blev fundamentalt ændret med evolutionsteorien. I Et beskedent geni fortælles om alle de brikker Darwin samlede sammen til det store puslespil, han var ved at lægge om livets udvikling. Brikker fra bøger han læste og ikke mindst brikker fra hans egne observationer i naturen. Bogen er skrevet i en levende og lettilgængelig stil, og båret af Darwins egen stemme, som den kommer til udtryk i breve, dagbøger og notesbøger.

Et beskedent geni af Hanne Strager. Udgivet af forlaget Gyldendal i 2016. 285 sider. Bogen er købt på udsalg i Arnold Busck.


Fullmetal Alchemist – Fullmetal Edition 05

Fullmetal alchemist

Fullmetal Alchemist af Hiromu Arakawa. Udgivet i 2011 af VIZ Media. 268 sider. Bogen er købt på Plusbog.dk.


Genforeningen – 1920

Genforeningen 1920
Bagsidetekst:
Den største stund. Den bedste gave. Ordene var mange, og euforien stor ved Genforeningen i 1920. 56 år efter det forsmædelige nederlag i 1864 var det slut med at vente og længes. Sønderjylland kom igen hjem til Danmark. Og som det bedste havde sønderjyderne selv valgt, om de skulle høre til Danmark eller Tyskland. Folkenes selvbestemmelsesret og magt lå i tidsånden, og sønderjyderne kunne fejre, at de igen fik dansk konge, og at de nu var en del af en dansk nationalstat. Så måtte de leve med, at hertugdømmet Slesvig blev delt over på midten, og at den nye grænse skabte mindretal på begge sider. Hans Schultz Hansen, forskningsleder ved Rigsarkivet, søger grænser og samhørighed i sin skildring af fortidens konflikter og nutidens fredelige forhold i det dansk-tyske grænseland.

Genforeningen – 1920 af Hans Schultz Hansen. En del af serien 100 danmarkshistorier, der udgives løbende af Aarhus Universitetsforlag. 100 sider. Bogen er købt på unipress.dk.


Hidden Figures

Hidden figures
Bagsidetekst:
Det er begyndelsen af 60’erne og US og Sovjetunionen er i gang med et intenst rumkapløb. I jagten på kompetent arbejdskraft finder NASA nye talenter blandt en gruppe afroamerikanske, kvindelige matematikere. Selvom de har alle odds imod sig, lykkedes det alligevel disse “menneskelige computere”, at blive en vigtig del af NASA’s rumfartsprogram. Kvindernes avancerede beregninger ligger bag én af USA’s største bedrifter: at sende en astronaut ud i rummet. Hidden Figures fortæller for første gang historien om Dorothy Vaughan, Mary Jackson, Katherine Johnson og Christine Darden. Vi følger dem gennem tre årtier, hvor de ikke kun ændrede deres egne liv, men også var med til at forandre USA’s fremtid.

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Oversat fra engelsk af Nikolaj Kvistgaard Johansen. Udgivet i 2016 af forlaget Harper Collins. 316 sider. Bogen er købt på Plusbog.dk.


Historien om en mor

Historien om en mor
Bagsidetekst:
Historien om en mor er en mytisk fortælling om tab. En indre rejse gennem sorgens faser – kamp, fortvivlelse og til sidst accept. I smukke og dramatiske billeder genfortæller Peter Madsen historien om en mors kamp mod døden for ikke at miste sit syge barn. Hun er parat til at ofre alt, men når til sidst frem til at måtte acceptere sin skæbne. Bogen er en visuel fortolkning af H.C. Andersens ‘Historien om en moder’, som digteren skrev i 1847. Fortællingen er kort, men stikker dybt, og i Peter Madsens stærke streg bliver historien foldet ud på mest hjertegribende vis.

Historien om en mor af Peter Madsen, frit efter H.C. Andersen. Udgivet i 2015, første udgivelse fra 2004, af Bibelselskabets Forlag. 62 sider. Bogen er købt på Plusbog.dk.


Holly

Holly
Bagsidetekst:
Holly Golightly er en smuk og mærkelig pige på 18 år, der bor på Manhattan. Hun kommer oprindelige fra landet, men bevæger sig nu i en verden af lyssky forhold, fester og lange nætter i selskab med velhavende mænd. Holly opfører sig hensynsløst, ubetænksomt og ublufærdigt, men hun er en både naiv og enfoldig pige, som længes efter kærlighed og et sted at høre hjemme.

Holly – Og tre små noveller af Truman Capote. Oversat fra amerikansk af Frank Jæger efter Breakfast at Tiffany’s. Udgivet ved forlaget Gyldendal i 2017, oprindeligt fra 1958. 186 sider. Bogen er købt på udsalg hos Arnold Busck.


Jæger [Anmeldereksemplar]

Boganmeldelse Jæger
Bagsidetekst:
Rato er ekssoldat fra Balkan. Han undrer sig over, hvor nemt alting er i Danmark. Nu står han i spidsen for en bande af eksbalkankrigere, der har taget magten i Københavns underverden. Patrick er anklageren, der hader kriminelle. Han bøjer gerne reglerne for at opnå sine mål og har succes med sin kompromisløse stil. Men hans fortid truer med at indhente ham. Markus lever på samfundets bund og har klaret sig uden CPR-nummer, siden han var 10 år. Hannah arbejder som specialkonsulent for Politiet. Hun er dårlig til mennesker, men eminent til at opfatte detaljer, som ingen ellers ser. Da en serbisk gangster findes brutalt myrdet på et toilet i Københavns Byret, og politiets chefanklager samtidig forsvinder sporløst, føres de fire meget forskellige skæbner sammen, og det ender i en kamp på liv og død.

Jæger af Walther Rebernik. Udgivet ved Byens Forlag i 2019. 366 sider. Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.


Læsesteder

Læsesteder
Bagsidetekst:
Alle der har haft en særlig læseoplevelse kan huske hvor de har haft den. Teksten findes aldrig alene, der er også stedet hvor man læste den, og hvem man var da man gjorde det. Læsningen sætter sig i kroppen og forbinder den med stedet i erindringen; Læsestedet. Et læsested er et kort stykke prosa, en erindringstekst, der har med den særlige læseoplevelse at gøre. Den er en undersøgelse af forholdet mellem litteraturens stemme og stedets betydning. Det er litteraturkritik, poetik og rejsefortælling. Et sidelæns selvportræt og meget andet.

Læsesteder af Martin Glaz Serup. Udgivet i 2018 af forlaget Emancipa(t/ss)ionsfrugten. 122 sider. Bogen er købt hos Brøg Litteraturbar.


Noragami 7

Noragami 7
Bagsidetekst:
The fight with Bishamon is over and it’s time for Yato to tie up some loose ends – or cut ties with Hiyori, as he promised Tenjin. But a nameless god like Yato can’t survive unless he remains in someone’s memory. How will he manage once he is removed from Hiyori’s life?

Noragami – Stray God af Adachitoka. 7. bind i serien Noragami. Udgivet af Kodansha Comics i 2015. 191 sider. Bogen er købt på Plusbog.dk.


Northern Lights trilogien

Det gyldne kompas
Bagsidetekst:
Den nysgerrige og handlekraftige Lyra vokser op på Jordan Kollegiet i Oxford, hvor rektor og kollegiets professorer tager sig af hendes opdragelse. Der er meget, som pirrer Lyras nysgerrighed. Hvad er den hendes onkel, Lord Asriel, har fundet på sin arktiske ekspedition? Og hvad har den smukke, unge og ærgerrige mrs. Coulter med Lord Asriels opdagelser at gøre? Og hvorfor forsvinder der igen og igen børn fra Oxford, altid sønner og døtre af fattige forældre? Bliver de taget af snapperne, som folk snakker om i krogene? Lyre finder ud af, at alle disse spørgsmål hænger sammen. For at finde frem til svarene må hun begive sig nordpå i Lord Asriels fodspor, hvor panserbjørnene vogter over deres uindtagelige fæstning, og hvor heksene flyver gennem den iskolde luft. Bag dem begynder en verden, som hidtil har været utilgængelig for mennesker …

Northern Lights af Philip Pullman. Serien indeholder Det Gyldne Kompas, Skyggernes Kniv og Ravkikkerten. Oversat fra engelsk af Hanna Lützen efter Northern Lights/The Golden Compas, The Subtle Knife og The Amber Spyglass. Udgivet af forlaget Gyldendal i 2001, oprindeligt fra 1995. Serien er fundet i Bogskabet ved Gladsaxe Hovedbibliotek (Tak til dig der efterlod dem, de vil blive højt skattet herhjemme).


Skæbnens sværd

Skæbnens sværd
Bagsidetekst:
Geralt er witcher, en mand, der gennem hård træning og magiske drikke er blevet monsterjæger og koldblodig kriger. Han rider fra landsby til landsby for at tilintetgøre frygtindgydende monstre og dæmoner, som hærger landet og overfalder uskyldige mennesker. Men ikke alt, der ser uhyggeligt ud, er ondt – ikke alt, der ser harmløst ud, er godt. Geralt er heldigvis i besiddelse af overnaturlige kræfter som fx forstærket syn, evne til hurtig heling og delvis immunitet over for menneskelige følelser, hvilket gør ham til en imponerende og ubarmhjertig dræber. Med sin blanding af western, middelalderens ridderromaner og slavisk mytologi er witcher-serien forfriskende inden for sin genre. Her er et velfungerende plot og veldrejede intriger, som minder om dem man kan møde i Game of Thrones. Her er galgenhumoristiske skildringer af et eventyrligt univers med næsten lige så mange gakkede finurligheder som Harry Potter. Det nærværende drama udspiller sig i de mest fantastiske omgivelser og er så overbevisende fortalt, at man er fanget med det samme.

Skæbnens sværd af Andrzej Sapkowski. Andet bind i Witcher-serien. Oversat fra polsk af Rune Brandt Larsen efter Miecz przeznaczenia. Udgivet af forlaget Gyldendal i 2017, oprindeligt fra 1992. 442 sider. Bogen er købt i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Søborg.


Struensee – 1772

Struensee
Bagsidetekst:
Landsforræder, lykkeridder og tragisk helt. Mange etiketter er blevet hæftet på Johann Friedrich Struensee. Både da han levede, og efter at han i 1772 blev henrettet på skafottet. Det var lægen Struensees adgang til den syge kong Christian 7., der var med til at give ham magten og gøre ham til diktator. Men styret varede kun i 16 måneder. Og selv om Struensee på den korte tid nåede at gennemføre mange reformer, er det de politiske intriger og trekantsdramaet mellem Christian 7., dronning Caroline Mathilde og Struensee, der har fået et langt liv – i faglitteratur, film og fiktion. Ulrik Langen, professor i historie ved Københavns Universitet, følger Struensee og udruller eftertidens syn på en af danmarkshistoriens mest omdiskuterede personer.

Struensee – 1772 af Ulrik Langen. En del af serien 100 danmarkshistorier, der udgives løbende af Aarhus Universitetsforlag. 100 sider. Bogen er købt på unipress.dk.


Symptomer [Anmeldereksemplar]

Symptomer
Bagsidetekst:
Novellesamlingen indeholder syv tankevækkende fortællinger om mennesker, som alle oplever symptomer på en skjult, eskalerende og samfundsskabt folkesygdom. Jagten på det ideelle, det perfekte og det korrekte får dem til at forråde deres eget selvbillede, hvilket spreder sjælelig ensomhed blandt dem selv og deres nærmeste.

Symptomer af M.S. Brandenborg. Udgivet hos forlaget Forfatterskabet i 2019. 213 sider. Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.


The Shadow Rising

The shadow rising
Bagsidetekst:
The Wheel of Time turns, and Ages come and pass. What was, what will be, and what is, may yet fall under the Shadow.

The Shadow Rising af Robert Jordan. Fjerde bind i serien The Wheel of Time. Udgivet af forlaget Tor i 1992. Denne udgave er fra 2012. 940 sider. Bogen er købt i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Søborg.


Udvalgte reportager fra fire årtier [Anmeldereksemplar]

Månedsafslutning januar
Bagsidetekst:
Udvalgte reportager er et mageløst tværsnit af Hemingways journalistik fra alle årene. Han skriver om kunstnere i Paris, fra sin første tyrefægtning, fra Den Spanske Borgerkrig. Han beskriver den hændelse, der senere blev til Den gamle mand og havet. Han er på safari og på dybhavsfiskeri, han er med på D-dag i 1944 og deltager i befrielsen af Paris. Og han læser vellystigt sine egne nekrologer efter at være styrtet ned med fly to gange inden for to døgn. Det er journalistik, der skrev historie.

Udvalgte reportager fra fire årtier af Ernest Hemingway. Oversat af Mich Vraa og Knud Holst. Udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof den 20. januar 2020. 480 sider. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Vandmærke – Et essay om Venedig

Vandmærke
Bagsidetekst:
Joseph Brodsky havde besøgt Venedig 17 gange da han i 1989 skrev sit nu berømte essay om byen. Vandmærke er et begavet og elegant portræt af Venedig: dens kanaler, gader, arkitektur; lyset, kvinderne og kunsten. Brodsky indfanger byens storhed og skønhed i sine erindringer om mennesker, møder og spadsereture i den by som var hans hjem i mange vintre. En lille uforglemmelig bog om de største ting.

Vandmærke – Et essay om Venedig af Joseph Brodsky. Oversat fra engelsk af Frederik Dessau efter Watermark. Udgivet af C&K Forlag i 2016, oprindeligt fra 1992. 149 sider. Bogen er købt på udsalg hos Arnold Busck.


Vi kunne alt

Vi kunne alt
Bagsidetekst:
På en villavej i Værløse i 1971 ligger Merle i sin seng og læser den ene De 5-bog efter den anden. Hun kan høre forældrene gennem væggen. Det er en af morens gode dage, hvor sygdommen ikke har fat. Det er en de gode dage, hvor faren er hjemme og er ædru. Vi kunne alt tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der prægede de tidlige 70’ere, hvor børnene fik at vide, at fremtiden var deres, og at de kunne alt. En roman om kærlighed på trods, om skyld og skam og om voksne, som ikke magter at være voksne.

Vi kunne alt af Merete Pryds Helle. En selvstændig efterfølger til Folkets skønhed. Udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2018. 342 sider. Bogen er fundet i Bogskabet ved Gladsaxe Hovedbibliotek.


Bøger læst og/eller anmeldt i januar

*Nogle af de viste bøger er anmeldereksemplarer. Dette er markeret.*

Den der banker på [Anmeldereksemplar]

Boganmeldelse Den der banker på
Bagsidetekst:
Foråret nærmer sig, og med det et bryllup, som advokat Martin Benner på ingen måde har lyst til at deltage i. Samtidig skal hans ven, Henry, begraves. Der er dog ét lyspunkt: Martin får muligheden for at udleve en drøm og overtage Henrys andel af en antikvitetsforretning i New York. Men efter begravelsen bliver Martin opsøgt af en mand, der påstår, at Henry ikke døde af naturlige årsager. Et antikt skakspil og jagten på sandheden om hvem Henry egentlig var, leder Martin til en kirke med for meget magt og en antikvitetsforretning med skumle metoder.

Den der banker på af Kristina Ohlsson. Tredje selvstændige bind om advokaten Martin Benner. Oversat fra svensk af Lilian Kingo efter Henrys Hemlighet. Udgivet ved forlaget Modtryk den 17. januar 2020. 400 sider. Bogen er et anmeldereksemplaret fra forlaget.

Antal stjerner

Find min anmeldelse af bogen her.

Læs eventuelt de to første bind i serien, Lotus Blues og Mios Blues.


Fjendespor [Anmeldereksemplar]

Boganmeldelse Fjendespor
Bagsidetekst:
En voldsom start på et albansk børnehjem indhenter den danske, adopterede kriminalbetjent, Stefan Kushova Andersen. Glemte familiebånd bliver pludselig livsfarlige, mens eksplosivt voksende formuer skabt af svindel med pyramidespil, våben-, narko- og menneskesmugling gør kriminelle og bomstærke klaner stadigt mere kyniske. Albansk mafia forgifter voksende dele af Europas og New Yorks underverden. Den forgrener sig nordpå gennem Tyskland og smadrer Stefans forsøg på at få et nyt, roligt liv i Københavns Sydhavn. Et kursus og et mord i New York kickstarter en hæsblæsende rejse mod Stefans egne rødder og en fremmed, forarmet del af Europa – samt i Berlin, København – og selv Roskilde Festival, hvor Stefan tvinges ud i gråzoner af lovligt og ulovligt, rigtigt og forkert og konfronterer ham med skæbnesvangre valg. Menneskeliv står på spil, mens han selv drives frem af fromme håb om en højere retfærdighed. Og håb om at redde sig selv fra en grusom død, der synes stadig mere sandsynlig.

Fjendespor af Keld Broksø. Udgivet i 2019 hos Ambush Books. 404 sider. Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Antal Stjerner

Find min anmeldelse af bogen her.


Jeg er den skyldige [Anmeldereksemplar]

Jeg er den skyldige
Bagsidetekst:
På plejehjemmet Birkehaven i Aarhus bor Margit Blixt på tres år – blind, lam fra livet og ned, ensom, frustreret og særdeles aggressiv. Da hun en lun forårsaften myrdes på bestialsk vis på sit værelse, bliver det op til Lucy Kiehl at rede trådene ud i en fåmælt verden, hvor svigt er dagligdag, og tingene ikke er, som de syner. Da flere uskyldige mennesker myrdes, dæmrer det for Lucy; at vi her har at gøre med en ustoppelig seriemorder med en masterplan, som bygger på en personlig tragedie, der potentielt kan rive alt med sig.

Jeg er den skyldige af M. Monteau. Første bind i serien om Lucy Kiehl. Udgivet ved forlaget Grønningen 1 i 2019. 372 sider. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Antal Stjerner

Find min anmeldelse af bogen her.


Livet er let, bare rolig [Anmeldereksemplar]

Februar afslutning
Bagsidetekst:
Da Diane mistede sin datter og sin mand i et tragisk biluheld, søgte hun til Irland for at hele sine sår. Her møder hun den lunefulde fotograf Edward, men forholdet brast, og Diane er nu tilbage i Paris, klar til at starte på en frisk og sammen med sin ven Félix få gang i sin bogcafé. Hun møder Olivier, der er sød og betænksom, og når lige at snuse til lykken, inden hun render ind i Edward igen. Mødet ripper op i fortiden: De nærer stadig følelser for hinanden, men begge har de bevæget sig videre i deres liv. Pludselig aner hun ikke sine levende råd: Kan hun forlade sin trygge tilværelse i Paris til fordel for en uvis fremtid i et andet land?

Livet er let, bare rolig af Agnès Martin-Lugand. Efterfølgeren til Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe. Oversat fra fransk af Anders Juel Michelsen efter La vie est facile, ne t’inquiète pas. Udgivet af Politikens Forlag i februar 2019. 256 sider. Bogen er en anmeldereksemplar fra forlaget.

Antal Stjerner

Anmeldelse er under udarbejdelse. Find en kort anmeldelse på Goodreads.com.


Odinsbarn

Odinsbarn
Tekst fra Goodreads.com
Som ung opdager Hirka, at hun er et odinsbarn – en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere, hvem hun er og er tilmed på flugt for sit liv. Men dette er kun begyndelsen. Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe.

Odinsbarn af Siri Pettersen. Første bog i serien Ravneringene. Udgivet af forlaget Høst & Søn i 2016, oprindeligt fra 2013. 576 sider. Bogen er lånt på biblioteket.

Antal Stjerner

Hvordan var din januar?


Spred budskabet:
fb-share-icon20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.