Kom med til Esbjerg Fantasyfestival 2021

Slip din indre fantast fri på en weekend fyldt med drager, elvere, ildspydende kunstnere, magisk middelalder musik, og ikke mindst bøger, der kan forlænge virkelighedsflugten. Gør dig klar til Esbjerg Fantasyfestival 2021.


Efter et kaotisk år, er bogmesserne endelig tilbage. Det er bare noget andet at mødes med ligesindede bogfolk og læsedrager ansigt til ansigt, end over Zoom, Meetup, Teams eller hvor fællesskabet nu flyttede hen i 2020. For helt ærligt, uanset hvor meget jeg elsker bare at være mig, dobbelt-elsker jeg at køre batterierne flade med at snakke, sludre, grine og tale med de skønne mennesker, der altid dukker op på årets bogmesser. Især til Fantasyfestivalen i Esbjerg.

I år er temaet Hekse, og i den anledning kan du i Esbjerg by flere steder opleve udstillinger. Kom også gerne udklædt, hvis du vil vise din indre heks frem.

Hvor og hvornår

I år kan du dykke ned i fantasiens verden i weekenden den 18. og 19. september helt fra kl. 10.00 om formiddagen til kl.18.00 lørdag og 16.00 søndag. Som tidligere afholdes festivalen på Esbjerg hovedbibliotek, Nørregade 19, 6700 Esbjerg.

Det er kun 5 minutters gang fra togstationen, og kommer du i bil, er der fine parkeringsmuligheder på Museumspladsen lige ved siden af biblioteket (hold dog lige øje med løse drager, der gerne varmer sig på en lun kølerhjelm).

Esbjerg Fantasyfestival

Program

Esbjerg Fantasyfestival 2019

I år er der desværre ingen udenlandske Guests of Honour da Joseph Delaney måtte melde afbud grundet Covid situationen i England. Heldigvis betyder det ikke at vi må undvære særlige foredrag. Faktisk er nogle af Danmarks allerstørste fantasyforfattere på tavlen og har du været heldig at gribe en billet (særskilt fra aktivitetsarmbånd) skal du måske opleve Kenneth Bøgh Andersen (Den store djævlekrig) i samtale med legendariske Jacob Stegelmann (Troldspejlet) om Frankenstein genfortalt.

Eller måske skal du høre om Bad Boys med Malene Sølvsten (Ravnenes Hvisken) og Nanna Foss (Spektrum). Det kan også tænkes du slettede alt andet på dagen for at opleve Lene Kaaberbøl (Skammerens Datter) snakke med Josefine Ottesen (Historien om Mira). Det bliver episk.

MEN!

Skulle du ikke have nået at få billet til nogle af disse særlige foredrag (de er desværre alle udsolgt), så fortvivl ikke. Programmet er nemlig spækket med masser af andre gode foredrag som bare kræver aktivitetsarmbånd, og wupti, så har du adgang til masser af krøllet forfatterviden og underholdning.

Lørdag kan du blandt andet opleve Boris Hansen fortælle om første bog i sin nye serie TAVSE VERDENER, komme til Bogreception hos forlaget Tellerup, høre om Worldbuilding af Awen-serien, og se prisoverrækkelsen af Årets Danske Fantasy. Du kan også komme til foredrag om computerspil, ritualer og gamle kirkegårde, steampunk, og græske guder i fantasy. Og glem endelig ikke Den Store Fantasy Quiz!

Søndag kan du blandt andet opleve hekse fra antikken til i dag, spille med magiske kort og få skrivetips til high fantasy. Du kan høre Thomas Arnt fortælle om MUSKLER & MAGI, Eva Egeskjold snakke om VAALS HÆR, eller deltage i en Hekse-Kahoot!

Du finder hele programmet samt lister over signeringer lige HER.  

Har du planer om at ankomme fredag, så du kan få en god nats søvn inden den store weekend, så overvej at tage i biografen, hvor en særvisning af LABYRINT, med blandt andet David Bowie, vises i Nordisk Film Biografer Esbjerg BROEN. Det er et fedt samarbejde som jeg håber, vender tilbage næste år. Du finder billet til visningen HER.

Pris og andre oplysninger

Esbjerg hovedbibliotek forvandles til en sværm af aktivitet både inde og ude, og der er gratis adgang til messen i Riddersalen (indenfor) og på Markedspladsen (ude).

I Riddersalen kan du møde forlag og forfattere, kunstnere og måske et par hekse, Stormtroopers og en ork! Der vil være rig mulighed for at tømme lommerne for guldstykker på gode messetilbud og lækker mad. Du kan tilkøbe et aktivitetsarmbånd der giver adgang til en masse gode foredrag og aktiviteter.

For en voksen er prisen:

En dag: 100 kroner.

For begge dage: 150 kroner.

For et barn til og med 12 år er prisen:

En dag: 50 kroner

Begge dage: 75 kroner

Børn under 5 år har gratis adgang. Oplysninger om eventuelle Coronarestriktioner kan findes på festivalens hjemmeside HER.

Læs for Livet

I år er Foreningen Læs for Livet med på fantasyfestivalen for første gang. Læs for Livet er en organisation, der samler bøger ind til udsatte børn og unge og er hjælper dermed til at skabe læselyst hos nogen der har det svært i hverdagen.

Du finder Læs for Livets stand lige ved siden af den store trappe i Riddersalen, hvor du er velkommen til at kommer over og få en snak, deltage i en konkurrence om et læsekit, og nyde hyggehjørnet. Har du bøger liggende derhjemme du tænker kunne gøre god brug hos nogle udsatte børn og unge tager Læs for Livet meget gerne imod dem på standen.

Du kan læse mere om Læs for Livet på deres hjemmeside HER.


Læs mere:

Bliv inspireret af billederne fra tidligere år på Esbjerg Fantasyfestival HER og HER.

Find en liste over nogle af de bedste fantasybøger HER.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.