Hvad sker der i januar 2020

Hvad sker der i januar 2020?

En stille januar med små events og oplæsninger rundt i København.


Nu er vi jo ti dage inde i årets første måned, men vi skal vel alle lige ud af startboksen inden 2020 rigtigt kan komme i gang. Eller er jeg den eneste som er langsom i optrækket? (og med at komme ud af sengen om morgen 😉 ) .

Januar byder derfor ikke på de helt store events og begivenheder. Det er nogle små hyggelige bogtalks rundt om i København (jeg kunne vitterligt ikke finde noget i hverken Aarhus eller Odense, sorry), og specielt arrangementet med Svend Åge Madsen på Københavns Hovedbibliotek, er skrevet i kalender hos mig. Oplæsningen i Sofiebadet lyder også interessant.

En tredje ting jeg godt kunne tænke mig, er at besøge Brøg Litteraturbar i Fiolstræde. Jeg er gået forbi, og ser deres opslag på Facebook, men har aldrig fået taget mig sammen til en visit. Måske det skal være min nye oplevelse i januar 🙂

Hvad sker der i januar 2020

Hvad sker der i januar?

Oplev Brøg Litteraturbar i Fiolstræde, København. En café der ser ud til at have alt hvad hjertet kan begære for en bogelsker; bøger, god mad og vin, og hyggelige omgivelser.

14. januar kan du opleve Sara Omar i Arnold Busck, Købmagergade i København. Her vil hun fortælle om sin nyeste roman Skyggedanser. Det er gratis, men vær forberedt på kø og sikkerhedstjek ved indgangen.

15. januar er der Aftensamtale med Iben Mondrup i NordOrd, Nordatlantens Brygge. Her vil hun fortælle om romanen Tabita, der udkommer samme dag. Arrangementet koster 60 kroner og er fra kl. 20.00-21.00.

22. januar er der oplæsning i Sofiebadet, København, om fravær i de nære relationer. Albertine Minor, Johanne Bille og Ida Holmegaard vil læse op af deres noveller. Arrangementet er gratis og begynder kl. 20.00. Dørene åbner 19.30.

23. januar. Svend Åge Madsen er Månedens forfatter hos Københavns Hovedbibliotek og bliver interviewet af journalist Elisabeth Skou Pedersen fra 17.00 – 18.30. Det er gratis at deltage.

25. januar får Frederiksberg deres helt egen litteraturfestival, Løvehjerte. Følg med inden på deres Facebook begivenhed, hvor de vil lægge mere information op.

26. januar er det Bogfest på Vesterbro, nærmere bestemt i Absalon. Der vil være besøg af forfattere, bogsalg og hyggelig stemning. Fra 10-15 og der er gratis adgang.

30. januar Videnskab/Lidenskab om Vi & Dem på Glyptoteket. Om hvorfor og hvordan fællesskab og kollektiv identitet inkluderer og ekskluderer. Starter 18.30 og slutter 20.30. Billetter er 115 kroner, 85 for studerende og unge under 27 år, gratis for årskortholdere.


Dette skal du læse i januar:

Jonathan Livingston Havmåge af Richard Bach

Factfulness af Hans Rosling

De sidste øboere af Christina Vorre


Spred budskabet:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.