Boganmeldelse: Spektrum 1 – Leoniderne af Nanna Foss

Tidsrejser, overnaturlige evner, turkise øjne, blandet med lidt Metallica, Mark Twain, Struense og fantastisk karakterarbejde. Lyder det interessant? Så skal du kigge nærmere på Leoniderne af Nanna Foss.


“Jeg snapper efter vejret. Det føles, som om jeg for tredje gang i dag får tyret en hård klump is lige i ansigtet. Noahs øjne har en klar, blågrøn farve. Han har to sølvringe i underlæben og en sort piercing i hver øreflip. Jeg prøver at sige noget, men min tunge nægter at lystre. Jeg kan bare stirre på ham med åben mund og runde, røde øjne. Det er ham. Drengen fra min skitseblok.”

Leoniderne af Nanna Foss, side 47
Boganmeldelse Leoniderne

Anmeldereksemplar fra Gyldendal Ung.

Boganmeldelse af Leoniderne af Nanna Foss.

Udgivet i oktober 2020 af forlaget Gyldendal Ung.
387 sider.

4 rating

Leoniderne er et sjældent skrevet stykke magi, der tager dig med på en tidsrejse gennem noget af det bedst skrevne karakterarbejde jeg har læst.

Du skal forberede dig på nørdet info, en større viden om meteorsværme og ømme lattermuskler, når du er færdig med bogen. Samt ikke at forglemme en stærk afhængighed til Spektrum-universet.

Historien er en kombination af science-fiction og fantasy, blandet rigtig godt sammen med hverdagsproblemer kendt fra vores egen verden. Det bliver krydret med lidt uhygge og romantik, sammen med atypiske YA (young adult) helte/heltinde karakterer.

Og nå ja, et vildt tidsrejseplot til lige at mindfucke dig lidt mere.

Boganmeldelse Leoniderne

Drengen med de turkise øjne

I Leoniderne er 15-årige Emilie fortælleren. Hun går i 9.B og hendes to bedste venner er søskendeparret Alban og Linus, der går henholdsvis et klassetrin over og under hende.

Nanna Foss fanger allerede fra første kapitel essensen af at være teenager, have gode venner og en mere eller mindre normal hverdag.

Emilies liv er fuld af genkendelige øjeblikke, dog med en lidt kaotisk hverdag. Med fire mindre søskende og en dæmonisk plageånd i klassen. Hun søger tilflugt ved at tegne og være flittig. Nogle gange bliver det under det store gamle egetræ, der er hendes tænkested, når hun trænger til en pause fra verden.

Det var ikke svært at finde Emilie som person, eller at genkende sig selv i flere af hendes tanker. Hun er den stille, lidt usynlige type, der sidder bagerst i klassen og passer sig selv. Vi har alle mødt en Emilie på et tidspunkt, hvis ikke vi selv er hende.

En nat drømmer hun om en mystisk dreng med turkisfarvede øjne og et prismesmykke om halsen, og et altopslugende mørke. For at få afløb for drømmen, tegner hun ham. Med sit skæve smil, pjuskede sorte hår og piercinger i læben. Dagen efter starter han i hendes klasse, sammen med sin tvillingsøster.

For Emilie, Alban og Linus, vender det fuldstændig rundt på deres ellers monotone hverdag, og en større sommerfuglekoloni begynder at vokse i Emilies mave, for hver gang hun møder det turkisfarvede blik.

Boganmeldelse Leoniderne

Riven-sig-i-håret og åndenød

Spektrum er en serie med et tidsrejseplot, men der går altså lidt tid før vi når dertil. For en serie, der kommer til at indeholde 9 bind, er det helt forståeligt at der er nødt til at blive lagt et solidt grundlag for historien. Men jeg kunne nu godt have tænkt mig det kom lidt før.

Og med fare for at gentage mig selv lidt rigeligt, vil jeg endnu engang påpege at karaktererne vi møder i Leoniderne, er så hamrende godt skrevet, at jeg ikke ville være i tvivl, hvis jeg en dag mødte en af dem på gaden. Det er næsten uhyggeligt, hvor godt Nanna Foss kan skabe så diverse og samtidig fuldstændig troværdige personligheder.

Plottet er til gengæld lidt svært at holde fast ved, da der sker rigtig meget, uden der er en egentlig fysisk modstander, som gruppen skal “kæmpe” imod. Det kan gøre det lidt diffust i forhold til, hvor historien bærer hen og hvilke oplysninger, der i realiteten er vigtige at huske.

Det skal dog ikke hedde sig, at jeg ikke syntes om hver eneste side i bogen (den er læst tre gange og vil helt sikkert blive læst mange flere gange).

Forvirringen, hovedbruddene og den generelle rive-sig-i-håret-frustration (i særdeleshed over én bestemt karakter), er det hele værd. Det kan godt være du må undvære en nats søvn, fordi du ikke kan lægge bogen fra dig. Eller kommer til at kaste med noget tungt (over samme person som før), men du kommer også til at opleve seks fuldstændig forrygende personligheder, der går lige i hjertet på dig og et eventyr bundet sammen af tid, som godt kan give dig åndenød.


Bonus info:

Serien Spektrum blev oprindeligt udgivet hos forlaget Tellerup i 2014, men skiftede forlag til Gyldendal Ung i år. Det gav anledning til en reboot af de første fire udgivne bøger (serien er planlagt til 9 bind), der nu har fået helt nyt udseende og en skriftlig update af indholdet.

Forfatteren Nanna Foss fortæller mere om det og baggrunden for ændringerne i interview, som du kan finde på Kulturen på P1 og på Gyldendal.dk.

Hverken plot eller karakterer er dog blevet ændret, så har du de gamle udgaver eller låner dem på biblioteket, kan de sagtens læses i kombination med de nye.


Læs mere:

Hvis du synes Leoniderne lyder som en bog for dig, vil du måske også kunne lide:

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz

Arven fra Lorien 1: Jeg er nummer 4 af Pittacus Lore

Inkarnation af Pernille L. Stenby


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.