Boganmeldelse: Spejlkabinettet af Per Jacobsen

God start på en portalfantasy med en anderledes vinkel på historiens tema om sorg. Bogen kunne dog ikke leve op til det lovede.


Anmeldereksemplar fra forlaget.

Boganmeldelse af Spejlkabinettet af Per Jacobsen.

Udgivet i 2020 hos forlaget Valeta.
634 sider.


Michael Bendixen har mistet sin søn og kone i en tragisk bilulykke, og prøver at komme tilbage til hverdagen som psykologilærer på det lokale gymnasium.

Lisa Vang er studerende på gymnasiet og har selv oplevet døden tage to kære fra hende. Efter en uforklarlig oplevelse, hvor Lisa hører en dreng kalde på sin far og er sikker på at Michael også hørte det, følger hun efter ham til biblioteket. Her kommer de to sammen ud på en rejse for at overvinde deres sorg og finde ro.

De ankommer til verdenen Urari, hvor spejle viser mere end bare genspejling af beskueren. Her møder de både venner og fjender i deres forsøg på at nå til Spejlkabinettet og stå ansigt til ansigt med deres sorg.

Spejlkabinettet startede virkelig godt ud. Alt fungerede. Sproget, personerne, introduktionen til historien. Det var virkelig godt og tydeligt gennemarbejdet, og bar præg af rigtig god korrektur.

I overgangen fra vores egen verden til Urari, var det dog som om det ikke kun var fortællingens to hovedpersoner, der skete noget med, men også historien generelt.

Boganmeldelse Spejlkabinettet

Mens Michael og Lisa skulle forstå det konflikthærgede land de var ankommet til, samtidig med at skulle lære at stole på hinanden, prøvede jeg at forstå, hvorfor historiens tempo faldt så drastisk, når nu det virkelige eventyr skulle til at begynde.

Hver handling blev beskrevet. Hvert træk blev forklaret, så der til sidst intet var tilbage for mig at forestille selv. Less is more, som man siger, og i tilfældet af Spejlkabinettet kunne forfatteren godt have taget disse visdomsord mere alvorligt.

Der blev simpelthen ikke overladt noget til fantasien.

Flowet døde simpelthen med beskrivelserne af ligegyldige ting, og samtalerne mellem personerne blev karikerede og unaturlige. De gode var virkelig gode og de onde virkelig onde, og gerne også rigtig usoignerede og mentalt ustabile. Hvilket skærer lidt i ørene på mig, når en del af bogens tema er mental sundhed.

Det er så ærgerligt, når en bog starter så godt, at den så ender ud med at have alt for meget fokus på småting i stedet for at have haft et skarpere plot og mere troværdige karakterer.

Uanset hvor gennemrettet en bog er, kan det ikke opveje for en kedelig historie. Og det endte Spejlkabinettet desværre at blive for mig.

Min vurdering af Spejlkabinettet er 2 Glober:

2 rating

Læs mere:

Spejlkabinettet var ikke en bog for mig, men det betyder ikke at du ikke vil kunne lide den. Hvis du dog ikke lige har mod på godt 640 siders portalfantasy, kan en af nedenstående måske friste, der alle indeholder temaer om enten døden, sorg eller mental sundhed:

Drageægget af C.G. Valentin

Sjælehenteren af K.L. Berger

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.