Boganmeldelse: Inkarnation af Pernille L. Stenby

Inkarnation er en fantasyfortælling der handler om at finde sig selv, når man vågner op i en krop, der ikke er ens egen.


“Jeg ved ikke, hvor længe jeg har vandret igennem den tykke dis. Den smyger sig om omridset af mine bare ben; der er kun mørke under mine fødder, og lige meget hvor langt jeg går, fører det mig ikke nogen steder hen. Til trods for det kan jeg mærke, at Han venter på mig. Jeg skal ikke gå længe endnu, før jeg er fremme. Jeg er blevet hidkaldt af Ham. Endelig.”

Inkarnation, side 7.
Boganmeldelse Inkarnation

Boganmeldelse af Inkarnation af Pernille L. Stenby

Udgivet i 2018 af forlaget Ulven & Uglen. Første bog i Mestenes-serien.
428 sider.

4 rating

Inkarnation indeholder emner som krop og køn, konspirationsteori og religion, venskab, kærlighed og troen på sig selv.

Der er derfor nok at tage fat på i en bog, hvor tidsrammen er et døgn.

Men historien er ikke forhastet. Der er god tid til at lære karaktererne at kende, sætte spørgsmålstegn ved plottet, tro du har regnet det ud, og finde ud af at det havde du ikke.

Det er en følelsesmæssig rutsjetur, der skiftevis får dig til at elske personerne og virkelig synes de er irriterende.

Boganmeldelse Inkarnation

Svingende trio

Mestenes, kaldet Mes, vågner op i en fremmed krop på Roevel Akademi, uden minder om et tidligere liv. Kun at Ham i tågen, med de sorte øjne, kaldte på Mes. Dette sætter læseren på fuldstændig bar bund i forhold til historien, fordi vi intet ved om hvad der tidligere er sket, hvor historien egentlig foregår, og hvad der skal ske.

Mes vælter hurtigt ind i tingene og det virker lidt kaotisk, som hændelsesforløbet spiller sig ud. Et øjeblik brydes gulvet op af et overmenneskeligt væsen, det næste sidder Mes med til undervisning og har fået sig et par venner i Axten og Mite.

De tre danner lidt af en trio som prøver at hjælpe Mes tilbage til tågen og Ham. Axten er hurtig til at bedømme situationen som tidspresset i forhold til Mes’ videre fremtid, hvor Mite holder benene lidt bedre på jorden.

Det svingede i meget store buer gennem bogen, om jeg kunne lide Axten, Mite og Mes. Axten bliver hurtigt alt for klæbende og overentusiastisk, hvor Mite er i den helt anden ende af spektrummet med sin kølige og reserverede personlighed. Mes veksler mellem sammenbrud, halvdød og fuldstændig blank.

Så ja, lidt af en trio. Men en god trio alligevel, for de komplimentere hinanden godt, og formår derfor at rykke på plottet i fællesskab.

Boganmeldelse Inkarnation

Inkarnation er en spændende og original fortælling

Så hvad handler Inkarnation egentlig om?

På et niveau handler den om noget mystisk, der dukker op og rykker rundt på en ellers almindelig hverdag for eleverne på Roevel Akademi. Og sætter gang i opdagelser af skjulte forehavender.

På et andet niveau handler den om, hvordan man skal finde sig selv, når hele verden omkring én siger man er ét, men man føler sig som noget andet.

Der bliver på den måde viklet både spænding og kærlighed sammen, der dog virker en smule forhastet, taget i betragtning at plottet kun kører over et døgn.

Men alt i alt, er Inkarnation en spændende og ganske original fantasyfortælling, med nye perspektiver, som jeg vil anbefale du kigger nærmere på.


Læs mere:

Hvis du synes Inkarnation lyder som en bog for dig, vil du måske også kunne lide:

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz

Gargoilen af Andrew Davidson

Symptomer af M.S. Brandenburg


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.