Om Bloggeren



Bloggeren bag Reader’s World

Bøger er, for mig, en lidenskab. Jeg elsker at gå rundt og snuse i genbrugsbutikker, antikvariater og helt almindelige boghandlere. UDSALG er det BEDSTE ord i verden, når det står i vinduet hos boghandleren, og det der bogbytte koncept som Arnold Busck kører med, jeg er FAN!

Jeg læser det meste, men har en forkærlighed for fantasy og historiske romaner. Har endnu ikke givet mig i kast med digte, og tænker heller ikke det er noget jeg vil gøre, men har dog Dantes ‘Inferno‘ stående på en af hylderne. (Den er smuk og det er nok for mig).

Skal jeg lægge bøgerne lidt til side – I know, det er ikke nemt! – kan jeg også nævne nogle af mine andre hobbyer – som jeg faktisk har en del af, nu jeg tænker over det:

Jeg elsker at være kreativ. Jeg tegner, maler, decopagerer (er det et ord?), bygger mine egne møbler (jeg røg med på pallebølgen), indretter mig med birkestammer og rionet (betongitter), dyrker mine egne grøntsager i min lille pallerammehave (paller igen), og så er jeg også helt tosset med at skrive mine egne historier. Desuden har jeg en svær last for muskelbiler, særligt Mustanger (I know, hvor passer det lige ind henne?). Hvis jeg ikke brugte alle mine penge på bøger, ville jeg sikkert være halvvejs i opsparingen til min kommende firehjulet hest, men ak ja, alle skal jo have en bid af kagen, og bøgerne tager en Obelix mundfuld.

 

Bloggen her er tænkt lidt som et frirum. Jeg har ikke sat mig nogen særlige stramme retningslinjer, der skal være plads til lidt af det hele – men mest bøger selvfølgelig (med mindre jeg får købt den Mustang, så vil I ikke se eller høre om andet!)

Der kommer ikke til at være nogen bestemte genre, det bliver en blandet landhandel, med alt godt fra boghandleren. Der vil komme rejsetips og sikkert en masse andet, men det hele vil have fokus på bøgerne og det man kan skabe og opleve med dem.

Jeg er så heldig at samarbejde med My Daily Space, som deres bogblogger.

Skulle du sidde deromme bag skærmen med en bog du har udgivet, og tænke “gad nu vide om den er noget for hende Mustang-damen”, så giv endelig lyd fra dig. Jeg elsker at få post – særligt med ugle, men en e-mail kan også gøre det.

For al ris, ros, ideer mm, kan jeg kontaktes på:

readersworlddk@gmail.com

Tak fordi du læste med så langt 🙂