august måned

Min august måned: Fødselsdage, film og skolestart

Min kalender er i august måned fuld af oplevelser. Fødselsdage og film, og så kommer min søster hjem på ferie fra London. Jeg glæder mig.

 

Juli var jo lidt af en vejrskuffelse, så forhåbentlig kan august præstere noget mere sommervejr, her de sidste uger af sommerferien.

I fredags sagde jeg farvel til mit job som vikar på Enghavegård skoleklub. Det var lidt sørgeligt, efter tre år det samme sted, med børn man har kendt og passet siden første klasse.

På den anden side er det godt at komme videre. Jeg fik den gode melding om at jeg er kommet ind på den naturvidenskabelige bachelor på RUC, og glæder mig rigtig meget til at komme i gang med det, jeg har arbejdet mig frem imod de seneste år.

Juli var også en feriemåned, hvor jeg havde planlagt en hel masse, og fik lavet mindre end halvdelen. Tidsoptimist er mit mellemnavn 😉

August ser ikke meget anderledes ud, bortset fra flere arrangementer, og skoleforberedelse.

En ting, jeg dog virkelig glæder mig til, er når min søster lander i Kastrup den 17. Selvom jeg var i London og besøge hende i påsken, kan jeg slet ikke vente med at se hende igen og give hende en kæmpe søsterkrammer 🙂

Google sheet bog lister

I august måned skal jeg …

… til dobbelt 25 års fødselsdag og dobbelt 30 års fødselsdag. Der skal virkelig festes igennem 😉

… til endnu en gallapræmiere. Denne gang på filmatiseringen af Stephen Kings ‘The Dark Tower’, med blandt andre lækre Matthew McConaughey, og instrueret af danske Nikolaj Arcel.

… have færdiggjort mit projekt med at liste bøger i google sheets. Jeg fik sat alle mine skønlitterære bøger i orden, men mangler alt faglitteratur – hvilket tæller halvdelen af bøgerne.

… en tur til Tyskland med min søster og købe lidt ind til min egen fødselsdag i næste måned. 30 år! hvor blev tiden dog af?

… se nogle af de fede film som Zulu Sommerbio har på programmet. Moonlight, Underverden og Arrival lyder rigtig spændende. Og er lidt misundelige over de sender Dr. Strange i Aalborg og Odense.

… optimere min Instagram profil – følg bloggen derinde og bliv opdateret på bøger, oplevelser og mad. Jeg deltog i et webinar forleden og netop dette, og selvom det kræver noget mere arbejde er jeg interesseret i at forbedre det jeg kan.

… se Skønheden og Udyret i Værebroparken. Jeg så filmen fire gange i biografen og kan sagtens se den hundrede gange mere.

… mæske mig i lækker street food til Københavns Street Food Festival. 

… deltage i Louisiana Litteratur Festival. De har et rigtig spændende program, og jeg har aldrig deltaget før, så tænker at i år må det være 🙂

… planlægge mad og detaljer til min store fødselsdagsfest i næste måned. Har aldrig holdt fest for så mange mennesker, og jeg glæder mig virkelig. Har alt muligt pynt og ting og sager jeg vil have lavet. Pris på mad for så mange mennesker kom dog bag på mig, men der skal ikke mangle noget 😉

… bare prøve at slappe en smule af. Når jeg starter på RUC i september tænker jeg det bliver slut med alt for meget fritid, så det er med at nyde det, mens tid er. Har dog sindssygt mange gamle skolenoter jeg gerne vil have sat i orden – jeg er et uforbederligt systemmenneske.

 

Hvad skal du lave af spændende ting i august? Måske vi mødes til nogle af arrangementerne?

 

Follow

Del eller synes godt om:

2 thoughts on “Min august måned: Fødselsdage, film og skolestart

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *