Månedsafslutning januar

Månedsafslutning: Januar

Nye bøger, eksamener og blogforberedelser.

*Nogle af de viste bøger er anmeldereksemplarer. De vil være markeret.*


Åh januar, januar, du har været en lidt lang måned og din ansøgning til efterårsmåned, er ikke blevet godkendt. Så kom med det vintervejr! Det er selvfølgelig heller ikke nemt at være en succes, når man starter året med 31 dage, der veksler mellem regn og blæst. Men okay, vi fik en dag eller tre med noget der godt kan kaldes snevejr. Heldigvis har januar også budt på flere nye bøger til reolen, og kun en enkelt eksamen. Og på baggrund af al den frie tid jeg så har haft, måtte der laves noget planlægning for bloggen.

Blogplanlægning har været et af de der nytårsforsætter – som jeg ikke laver – og skal munde ud i, at have lidt styr på de blogindlæg og boganmeldelser jeg gerne vil skrive. Mest fordi jeg så kan lave lidt forud, når jeg har brug for at overspringshandle fra studiet. Nu må vi se, hvor længe det holder 😉

Månedsafslutning januar

Nye bøger i januar

Januar er også udsalgsmåned, og det kan mærkes. Jeg har dog været super sej kun at købe tre bøger på udsalg, og tre mangaer (som ikke var på udsalg). Desuden har jeg takket ja, til tre anmeldereksemplarer fra forfattere.

Bøger modtaget fra forfattere:


Stenens Tid
Anmeldereksemplar.
Bagsidetekst:
Under Danmarks ældste kirkegulv bliver en 5000 år gammel kalender fundet. Kalenderen tæller ned til Ragnarok.
På en bænk i det sommerglade Tivoli skyder den pensionerede professor Bjarne Arnesen sig en kugle for panden. Hans stedsøn, den Cavlingprisvindende journalist Kurt Østergård, modtager en videobesked fra ham 28 måneder efter. Arnesen trygler Kurt om at stoppe det han kalder “dem” og beder ham fortsætte hvor han slap. Det leder Kurt til en opdagelse, der får store konsekvenser ikke blot for Kurt, men for Danmark og kongefamilien.
Samtidig bliver strålingsekspert og tidligere våbeninspektør for FN, Søren Storm, bedt om at hjælpe politiet i opklaringen af et strålingsrelateret mord begået på Rigshospitalet. Det makabre og bizarre mord leder Storm på sporet af en radioaktiv bombe der kan gå af hvert øjeblik det skal være et sted i København. Lige om hjørnet venter dronningens store jubilæumsfest med prominente gæster fra ind- og udland.
Apokalypsens Engle
Anmeldereksemplar.
Bagsidetekst: 
En avanceret computermodel forudsiger, at Vesten står over for en krise, der overgår Første og Anden Verdenskrig i tab af menneskeliv. Og vores team i Mirrin Bank har mindre end syv dage til at neutralisere truslen …
Iran har udført hele to attentater mod Danmark. Statsminister Lene Bisgaard skal afklare, om der er tale om et kriminelt angreb begået af løsrevne elementer af Irans revolutionsgarde, eller om der er tale om et statssanktioneret attentat, hvilket vil resultere i en krig mellem NATO og Iran, sætte Mellemøsten i flammer og i sidste ende kaste verden ud i tredje verdenskrig.

Stenens Tid og Apokalypsens Engle af Johan Ottosen. Udgives begge hos forlaget Bukefalos den 27. februar 2019. Henholdsvis 507 og 544 sider.


Ellekongen
Anmeldereksemplar.
Bagsidetekst:
Et øjeblik virkede det, som om han helt havde glemt hende, men så så han mod hende. Med det blik, der fik hende til at tænke på moser og lygtemænd.
“Jeg kan ikke komme med dig, men jeg er lige herude, hvis du skulle få lyst til at danse, Vanadis.”
I 1731 har en tjenestepige ikke meget at se frem til. Karens dag går med at malke køer, spinde garn, og hvad madmoder ellers sætter hende til. Om søndagen tager familien i kirke, og om aftenen fortæller gamle Ane historier om ellekongen og de andre underjordiske. Men da Karen en dag møder Daniel, ændrer hendes liv fokus, og før hun ved af det, er hun viklet ind i et tågespind.

Tågespind 1: Ellekongen af Signe Fahl. Udgivet hos Ulven & Uglen i 2017. 401 sider.

Mange tak for anmeldereksemplarerne 🙂

Bøger købt:


For at kunne leve
Bagsidetekst:
Yeonmi Park voksede op i den tro, at det var helt normalt at se lig i affaldsdyngerne på vej til skole, at være så sulten, at man spiste vilde planter, og at naboer “forsvandt” uden varsel. Hun var overbevist om, at Den Kære Leder kunne læse hendes tanker – og straffe hende tilsvarende.
Som 13-årig, da hungersnød og fængslingen af Yeonmis far gjorde livet utåleligt, tog hun og hendes familie en livsfarlig beslutning: at flygte fra Nordkorea og krydse over den tilfrosne Yaluflod til Kina – blot for at havne direkte i hænderne på menneskehandlere.
Efter næsten to år i kløerne på brutale kinesiske kidnappere udfordrede Yeonmi og hendes mor atter døden i et sidste desperat flugtforsøg. De flygtede tværs gennem Gobiørkenen i den frysende nat med stjernerne som eneste vejviser mod friheden.
Yeonmi fortæller for første gang hele sin forbløffende historie. For at kunne leve er et vidnesbyrd om den menneskelige ånds ukuelighed og en udforskning af de risici, vi er villige til at løbe for at opnå frihed.

For at kunne leve: En nordkoreansk piges rejse mod friheden af Yeonmi Park. Udgivet hos Gyldendal i 2015. 314 sider. Købt til Arnold Buscks bogudsalg.


Gadekatten Bob
Bagsidetekst:
Da James Bowen fandt en medtaget, rød gadekat, der lå sammenkrøben i den bygning, han for nylig var flyttet ind i, havde han ingen anelse om, hvor stor betydning den ville få for hans liv. James var tidligere heroinmisbruger og levede fra hånden til munden i Londons gader, og det sidste, han havde brug for, var et kæledyr at have ansvar for.
Alligevel kunne James ikke lade være med at hjælpe den intelligente hankat, som han snart gav navnet Bob. I løbet af kort tid blev de to uadskillelige, og deres fælles oplevelser og op- og nedture kom til at ændre deres liv og langsomt læge sårene fra fortiden.
Gadekatten Bob er en rørende og livsbekræftende historie, som går lige i hjertet på enhver, der læser den.

Gadekatten Bob af James Bowen. Udgivet hos Exlibris i 2012. 280 sider. Købt til Arnold Buscks bogudsalg.


Rejse i koralhavet
Bagsidetekst:
Ib Michaels eventyrlige togt gennem mange års hav- og dykkerliv, skrevet med sproglig energi, godt humør og appetit på at opleve verden.
Han skriver om koralrevet, om fridykning og harpunjagt, om at være i livsfare, fordi der er problemer med udstyret, om frygt og overmod. Om mødet med hajerne og kammeratskabet blandt dykkere, om kollisionen med en pukkelhval i åben sø. Han ankommer til en atol ved verdens ende, en lille ø i Stillehavet, hvor han bliver gift med sin Hanne og ender med at blive adopteret af de indfødte, ikke mindst, fordi der engang boede én på øen, der hed Rasmussen, akkurat som han selv.
Det er en smuk og taknemmelig lovsang, men også en apokalyptisk skildring af klimaforandringer, koraldød og kvælende forurening, når plastsuppen bredder sig i verdenshavene, og mikropartikler optages i levende organismer med uoverskuelige konsekvenser for planeten.
En hyldest og en advarsel.

Rejse i koralhavet: Optegnelser fra en truet verden af Ib Michael. Udgivet hos Gyldendal i 2016. 134 sider. Købt til Arnold Buscks bogudsalg.


Noragami
Bagsidetekst:
A run-in with Yato the stray god has turned Hiyori Iki, an ordinary, pro-wrestling-loving middle school girl, into an existence that is neither human nor ayakashi! It’s up to Yato’s “divine intervention” to turn Hiyori back to normal, but can Hiyori rely on the spontaneous and wayward Yato to do his job properly?
What’s more, the almighty warrior god Bishamonten has sworn revenge on Yato!

Noragami: Stray God 2 af Adachitoka. Udgivet hos Kodansha Comics i 2014. Købt hos Plusbog.dk.

Bøger læst og anmeldt i januar

Med tanke på hvor meget fritid jeg har haft, har jeg ikke fået læst så meget som jeg gerne ville. Jeg beskylder blogplanlægningen, der tog åndsvagt lang tid. Men tre bøger og en manga er det da blevet til 🙂

Bøger læst:


Den brændende labyrint
Billedet er fra Goodreads.com.
Bagsidetekst:
Hvorfor kan fjender ikke bare være lidt sødere?
Det er ikke nemt at være bumsede og bøvede Lester, når man har været smukke og sjove Apollon. Og det er især hårdt, når man skal bekæmpe stor ondskab uden særlige evner (bortset fra at kunne spise og sove rimelig meget ligesom alle andre teenagere).
Denne gang skal Lester kæmpe mod en ukendt ondskab i en brændende labyrint. Tiden er knap, for triumviratet har planlagt et angreb på halvblodslejren, og det er kun Lester, der kan spænde ben for dem, hvis ikke han gør det for sig selv først. Godt, man har venner med overnaturlige kræfter, der altid står klar til at hjælpe. Hvis de altså kan …

Apollons Prøvelser 3: Den brændende labyrint af Rick Riordan. Udgivet af Carlsen i 2018. 480 sider. Bogen var lånt på biblioteket, men har en plan om at skulle have Riordans bøger på engelsk i hardback. På et tidspunkt.


Smertensbarn
Bagsidetekst:
Gyrith bor sammen med sine forældre i en lille by i vikingetidens Danmark. Hver sensommer sender man byens vigtigste jomfru af sted på en åndelig rejse for at prise kærlighedens gudinde Freja og sikre byens fremtid. I år er det Gyriths tur, men rejsen går helt galt, og gudinden kaster en frygtelig forbandelse over hende: Freja vil tage alle, som Gyrith nogensinde kommer til at elske, fra hende.
Truslen har ingen umiddelbar effekt på Gyrith, der drømmer om mere end bare at blive gift. Men det går hurtigt op for hende, at kærligheden har mange ansigter, og at hun i høj grad har noget at miste. For hvad kommer der til at ske med hendes elskede bror, veninden og hendes far og mor? Og hvad med den mystiske fyr, hun møder i skoven, der tænder helt nye og ukendte følelser i hende?

Den grønne ø 1: Smertensbarn af Mette Finderup. Udgivet af Gyldendal i 2012. 263 sider. Bogen blev læst i læseklubben The Fantasy Fellowship: København.


Stenens Tid af Johan Ottosen. Anmeldereksemplar.


Tag ikke imod en pølse i Moskva
Anmeldereksemplar.
Bagsidetekst:
I to fortættede noveller introducerer Leif Davidsen en række mennesker rundt om i verden, som befinder sig et afgørende sted i deres liv; en falleret forretningsmand, en forgældet spillefugl, en ufrivillig sexslave, en forblændet elsker, der vil gøre alt for sin nye kærlighed – og en aldrende kunstner, der har mistet sin inspiration. Tvivl, retningsløshed, hævntørst, desperation og ikke mindst lidenskab og kærlighed folder sig ud over siderne, hvor verden fra øst til vest samtidig kommer til live igennem Davidsens pen.

Tag ikke imod en pølse i Moskva af Leif Davidsen. Udgivet af Lindhardt & Ringhof i 2018. 282 sider. Anmeldereksemplar fra forlaget. Boganmeldelse på vej.


Noragami: Stray God 2 af Adachitoka. Det har taget mig noget tid at overbevise mig selv om, at manga også tæller som bøger inde på Goodreads. Men nu bliver de inkluderet, for de tager alligevel lidt tid at komme i gennem 😉

Anmeldte bøger på bloggen:


Boganmeldelse af Natdværgen
Natdværgen af A. Rune, første bog i Traia trilogien. Anmeldereksemplar fra forfatteren.
Boganmeldelse Stenens Tid
Stenens Tid af Johan Ottosen. Anmeldereksemplar fra forfatteren.
Boganmeldelse Blodengel
Blodengel af Lotte Petri. Lydbog hørt på Mofibo. Abonnementet er sponsoreret af Mofibo/Storytel.

Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.