Mads Peder Nordbo

Forfatterinterview: Mød Mads Peder Nordbo

I denne uge kan du møde en række krimiforfattere, der alle deltager i årets Krimimesse i Horsens. De er alle forfattere jeg synes vældig godt om, og jeg glæder mig enormt til, at møde dem her i weekenden. Den første du får lov at møde, er Arctic Noir forfatteren Mads Peder Nordbo.

 

Mads Peder Nordbo
(Foto: Politikens Forlag)

Mads Peder Nordbo er bosat på Grønland gennem flere år, og har her fundet inspiration til sine seneste bøger. Han er uddannet i litteratur, kommunikation og filosofi fra Syddansk Universitet og Stockholm Universitet. Indtil videre kan du nyde fem romaner af ham, hvor den nyeste, Kold angst, udkommer på Krimimessen om lørdagen.

Mit eget bekendtskab med Nordbo startede da jeg læste Odins Labyrint nogle år tilbage. Jeg har lidt en svaghed for spændings- og thrillerromaner og blandet med noget mytologisk mystik, er det jo lige i skabet 😉 Desværre er det ikke blevet til så meget mere læsning af hans bøger, men det har jeg tænkt mig at få gjort noget ved hurtigst muligt. Særligt de nye i Arctic Noir genren virker rigtig spændende 🙂

På Krimimessen vil der være fokus på hans to bøger Pigen uden hud ( som jeg har hørt en lille fugl synge om, man kan få gratis ved indgangen til messen 😉 )og udgivelsen af Kold angst.

Mads var så sød, ikke at have noget imod, at svare på otte spørgsmål jeg sendte ham, om det at være krimiforfatter. Så læs videre og lær ham lidt bedre at kende 😉

 

1: Hvornår vidste du at du ville være forfatter?

Som jeg husker det, så fik jeg første gang tankerne, da jeg var 9-10 år. Jeg har altid elsket at fortælle og skabe universer – nogle gange for andre og andre gange bare for mig selv. Men det var ret beset først, da jeg var 40 år, at jeg var klar. Indtil da var alt bare skriveøvelser og opsamling af livserfaring.

 

2: Hvorfor lige krimi/spændings bøger?

Det er et godt spørgsmål. Jeg er mest selv til de store fortællinger og magisk realisme, men når jeg skriver, så sniger spændingen og uhyggen sig ind fra alle hjørner og sider af. Jeg er derfor ofte blevet opfordret til at prøve at skrive en krimi med hele hjertet rettet mod krimigenren, og det er det, jeg har forsøgt mig med PIGEN UDEN HUD og KOLD ANGST. Der er et eller andet ved at skrive spændingslitteratur, der virker mere tilfredsstillende oppe i forfatterhovedet; og bedst af alt er det, hvis man kan skræmme sig selv, mens man skriver.

 

3: Hvor finder du inspiration til bøgerne?

I høj grad i mit eget liv. Rammerne, flere personer og endda et par sager er for så vidt billeder af, hvad jeg har oplevet og set heroppe i Grønland gennem nu 3½ år. Jeg har aldrig boet et mere inspirerende sted. Dels har vi det her storslåede, arktiske land, den gamle inuitkultur og alt det smukke ved både ensomheden og naturen; og så har vi skyggesiden, hvor Grønland desværre topper mange negative statistikker med blandt andet verdensrekord i selvmord og nogle forfærdeligt høje procentsatser for seksuelle overgreb mod både børn og voksne. Inspirationen er kort sagt hele tiden rundt om mig – både i mit arbejde på rådhuset i Nuuk, i vennekredsen og ude i naturen.

 

4: Hvilken af dine karakterer minder mest om dig selv?

Det er der mange af dem, der gør. Både Mathias i ODINS LABYRINT og THULESELSKABET, Mikkel i GUDSPARTIKLEN og nu Matthew i PIGEN UDEN HUD og KOLD ANGST har ganske mange træk fælles med mig. Men der er også andre personer i bøgerne, der har noget mig i sig. Jakob i Nuukserien er også tæt beslægtet med mig, og det er Tupaarnaq for så vidt også. Jeg bruger meget min egen psyke og mine egne måder at tage beslutninger på. Jeg blev engang interviewet på en messe, hvor intervieweren sagde, at en person ’aldrig ville gå ind i det hus’; hvortil jeg så måtte sige, at jeg havde været der og selv var gået derind. Jeg skriver kort sagt meget tæt på min virkelighed.

Mads Peder Nordbo
(Foto: Information)

5: Hvordan vil du beskrive dit forfatterskab?

Helt skørt. Det er jo en livsdrøm, men samtidig også den mest urealistiske plan A, som man kan have. De ting, som jeg har opnået de seneste år – og som jeg måske endnu kun har set toppen af – er jo i bund og grund helt ude af trit med, hvad der er realistisk. Jeg har knoklet som en tosse og har ofte arbejdsdage på 14 timer flere måneder i træk, men det er jo på ingen måde en garanti for, at noget som helst lykkes. Så ja, mit forfatterskab er en sindssyg Plan A, der på magisk vis er lykkedes. Det er noget, jeg er meget taknemmelig over.

 

6: Hvordan ser du dit liv som forfatter om 5-10 år?

Jeg tror, jeg sidder på Fyn og skriver løs. Jeg regner med at skrive 2-3 bøger yderligere i Nuukserien, men jeg har også masser af andre bøger i hovedet – både for voksne og børn. Jeg håber, at det er gået godt i de der 5-10 år; at mine bøger klarer sig rigtigt fint i mange lande, og at mange mennesker får nogle rigtigt gode oplevelser ud af at læse dem.

 

7: Hvilken af dine bøger synes du selv er den bedste, og hvorfor?

Åh, det er svært. Der er jo fem om et øjeblik. Der er ingen tvivl om, at jeg er ret vild med PIGEN UDEN HUD, fordi hun blev formet med mere end blot en fortælling på hjertet, men de fleste, der har læst KOLD ANGST, mener, den er bedre som krimi. Jeg synes, mine bøger på hver deres måde kan noget, men et eller andet sted, så er der nok mest mig i GUDSPARTIKLEN, den var der bare ikke rigtigt nogen, der nogensinde opdagede udkom 🙂

 

8: Hvad ser du mest frem til på krimimessen?

Der er meget. Jeg har været væk nogle år, fordi jeg bor i Nuuk, så jeg glæder mig til at være med og få sagt hej til en masse læsere og andre forfattere. KOLD ANGST udkommer jo om lørdagen – på messen – og jeg ved, at Politikens Forlag i den sammenhæng har linet lidt forskelligt lækkert op, og det glæder jeg mig også grumt meget til.

Odins Labyrint af Mads Peder Nordbo

Du kan møde Mads Peder Nordbo på Krimimessen både lørdag og søndag. Det fulde program kan findes her. Du kan også læse mere om forfatteren og hans bøger på forfattersiden www.madspedernordbo.com.

 

Læs også:

Krimimessen: Hvad, Hvor og Hvordan

Krimimessen: Dette kan du opleve

 

I morgen kan du møde Elsebeth Egholm her på bloggen, der modtager prisen for årets bedste krimi med Jeg finder sig altid på Krimimessen.

Follow

Del eller synes godt om:

3 thoughts on “Forfatterinterview: Mød Mads Peder Nordbo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *