Hvordan holder man styr på alle bøgerne

Hold styr på bøgerne: Sådan får du opsat et overskueligt bogsystem

Få styr på bøgerne med dette overskuelige bogsystem. Har du styr på alle dine bøger? Eller er du lige så god til bogkaos som jeg er? Så prøv at liste dine bøger i sheets. Det bliver overskueligt, smart og super lækkert

 

Som læsehest, bognørd, bogorm eller ligefrem bogdrage – kært barn har mange navne 😉 – kender du uden tvivl det kaos der opstår i ny og næ, når bøger bliver hevet frem og tilbage fra reolerne. Lagt i TBR bunker (To Be Read), lånt ud (åh gru!), eller når der bare skal omrokeres i hjemmet (bøger kan i den grad bruges som pyntegenstande).

Hvis du, lige som jeg, har oplevet at købe en bog du faktisk allerede har stående derhjemme, bliver det typiske svar fra venner og familie: Det er fordi du har for mange bøger!

NEJ! Der er ikke noget der hedder at have for mange bøger. Der er for lidt plads til bøger, eller der er ikke penge til bøger, men det er aldrig bøgerne der er i overtal. Basta!

Derimod er det ret ofte fordi der ikke er et ordentligt system i bøgerne.

Den sidste dille med at sætte bøger i farveorden, så reolerne kommer til at ligne fine regnbuer, er super flot. Men er det muligt ud fra farvekode, at huske om du også liiige har den bog du nu står med i hænderne, eller det er en du bare har kigget på før?

Ikke for mig. Der er helt sikkert nogle superhjerner derude, men når man lander på et bogantal over firehundrede, synes jeg det er okay ikke at kunne dem alle sammen.

Derfor besluttede jeg mig for, at sætte mine bøger i lister her i juli (ferie? hvad er det?). Du kan læse om det, samt alle de andre ting jeg også gerne skulle nå her i juli, lige her.

Hvordan holder man styr på alle bøgerne

Få styr på bøgerne med Google Sheets

Har du en Google-konto, har du oplagte muligheder for at holde styr på alle de lister der kan laves med bøger. Og det mest smarte er, at man kan tjekke listerne, når man står i butikken og kigger efter nyt læsestof.

Det hele ligger i Google Drev. Derinde kan du oprette et Sheet, som i store træk bare er et Exel ark på nettet.

Nu gælder det så om at bruge den metode, du synes passer dig bedst.

Selv har jeg rigtig mange forskellige slags bøger, og har derfor valgt at lave et Sheet til den overordnede form for bog. Derfor kalder jeg mit “hovedsheet” for Bøger, og tilføjer så efterfølgende en undertitel til de sheet jeg har behov for.

Jeg har valgt:

  • Skønlitteratur
  • Faglitteratur
  • Eventyr og Børnebøger
  • Barnes and Nobles Samlinger
  • Biografier/Rejselitteratur
  • Manga
  • Comics
  • E-Bøger

Undertitlerne kan ses nederst på billedet. Beklager den dårlige kvalitet, men min computer er ikke særlig fotogen 😉

Hvordan holder man styr på alle bøgerne

Mit bogskema er sat i alfabetisk rækkefølge, og hvert bogstav har sin egen farve. Hvert sheet indeholder den samme opsætning, så det er nemt og overskueligt for mig.

Udover det, har jeg overskrifterne:

  • Titel
  • Undertitel
  • Serienummer
  • Forfatter
  • Forlag
  • Antal Stjerner

Under hvert bogstav har jeg så inddelt bøgerne i:

  • Romaner
  • Serier

Hvordan holder man styr på sine bøger

Nu begynder det store arbejde så med at skrive alle bøgerne ind. Det tager tid. Rigtig lang tid, men det er skønt at få gjort 🙂

Samtidig lagde jeg alle bøgerne ind på mine Goodreads Shelfs, og skrev de bøger ned jeg ikke har læst, til mit TBR-Jar.

Nu har jeg mit eget lille digitale bibliotekskartotek, som jeg kan tage med mig over alt – så længe der er internet 😉

Kender du ikke Goodreads? Det er lidt ala Facebook for bognørderier 😉 Du kan gratis oprette en profil og herefter surfe rundt i alle (næsten) bøger du kan komme i tanke om. Der kommer et mere udførligt indlæg om Goodreads på et senere tidspunkt, for det er virkelig et godt sted for læseheste.

 

Har du nogle særlige metoder til, at holde styr på bogkaosset?

 

Follow

Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *