Esbjerg Fantasyfestival 2019

Esbjerg Fantasyfestival: Efterdønninger

Weekenden blev brugt i det vestjyske til Esbjerg Fantasyfestival. Der var besøg af internationale forfattere, Stormtroopers, elvere og de bedste fantasyforfattere Danmark kan vise frem.


Indlægget er sponsoreret med aktivitetsarmbånd til begge dage på Fantasyfestivalen.


Jeg sidder i Intercitytoget mod Østerport, på vej hjem efter en weekend i Esbjerg. Stadig høj på efterdønningerne af to dages virkelighedsflugt til steder med drager, elvere, orker, ilddansere og intergalaktiske krigere.

Eventyret begyndte allerede i fredags, da jeg forlod Gladsaxes sikre parcelhusveje og drog med DSB mod det mørke Jylland, på jagt efter fantasyhøjborgen, bedre kendt som Esbjerg Hovedbibliotek.

Fantasyfestivalen mønstre nemlig ikke kun et årligt træf for alle sine undersåtter, men holder også et vågent øje med os gennem deres læsekredse The Fantasy Fellowship. For os i læsekredsene, blev der afholdt en sammenkomst, The Gathering. Her mødtes vi fra nær og fjern, fra djævlefyldte København, til mystikkens nord, Aalborg.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Læsekredsens guder var steget ned iblandt os for at tale om deres skrevne værker. Julie Midtgaard (Elementprøven), Julie M. Day (Grænsen til Trafallas) og Linette Harpsøe (Skæbneløs) gav rigtig god inspiration til de næste bøger på listen i læsekredsene, og fornøjede med humor og selvindsigt, sammen med bogblogger Eva Lucia. Selveste Ravnemor (Malene Sølvsten) kom også forbi og fortalte om sin næste bog i Ravnenes Hvisken universet, Livets Blod. Bogen er øverst på indkøbslisten, når den udkommer til november på BogForum.

Vi sluttede aftenen af med fælles tapas, efterfulgt af vin og brætspil på Den Dansende Dværg (Jeg tabte Trivial Pursuit med overlegen mangel på operaviden).

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Esbjerg Fantasyfestival: Lørdag

Hotel Ansgar sørgede for, mod betaling selvfølgelig, at jeg havde et sted at krybe til ro, efter det sindsoprivende nederlag i ligegyldig viden. Det betød at jeg vågnede frisk og klar på fantasyverdens vidundere lørdag morgen.

Sammen med de to udenlandske guest of honours, Peter V. Brett (The Demon Cycle) og Julie Kagawa (Iron Fey/ Talon), åbnede formand for Kultur & fritidsudvalget May-Britt Andrea Andersen fantasyfestivalen på trappen til musik og klapsalver. Jagten på oplevelser var sat ind.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Fordi jeg er en “alting skal være i sidste øjeblik” person, nåede jeg ikke at få billet til Jakob Stegelmanns foredrag. Mega øv, men heldigvis var der meget andet på programmet som fristede.

Arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet, Jeanette Varberg, fortalte om de historiske begivenheder, som menes at lægge til grund for George R.R. Martins Game of Thrones (En sang om is og ild). Det var et virkelig godt oplæg, som beviste hvor meget den virkelige verden tit, er langt frygteligere end den opdigtede.

Mit foreslag til 5 bøger du kan læse efter Game of Thrones.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Der var fuldt hus til det diskuterende oplæg ‘På virkelighedsflugt med The Boy Who Lived’. Her fortalte forfatterne Trine V. Ipsen (Under skoven danser vi), Julie Midtgaard og Katrine Skovgaard (Basismagi C), om den effekt som J.K. Rowlings magiske verden har haft på fantasyen, både som inspirationskilde og som opstartsbølge til en større fantasyaccept.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Ud over dette, hørte jeg forfatterne Tobias Stenbæk Bro (Et varsel om storm) og Mads Schack Lindhardt (Stjernekrøknikerne) fortælle om deres bøger, samt forfatter Claire Eliza Bartlett (We Rule the Night) fortælle om punklitteratur, og subgenre i punk.

En tidsvender (Harry Potter reference) ville sælge stort et sted som Esbjerg Fantasyfestival. Programmet var pakket og med hele markedspladsområdet, og alle bogstandende, var det umuligt at nå det hele. Der blev dog tid til en frokost bestående af pølse med brød, serveret i drageskæl med drageblod og elverørevoks. Ørevoksen sprang jeg dog over 😉

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Esbjerg Fantasyfestival: Søndag

Søndag var jeg inviteret med til et bloggerarrangement med forfatterne Julie M. Day og Mikkel Wendelboe (Aiñafablen). Her blev der serveret kaffe, juice, kage og frugt, og givet en fin snackbag med proviant til dagens strabadser.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Julie og Mikkel talte om deres bøger og skriveprocesser, fordele og ulemper ved fantasy, hvad fantasy betyder for dem og hvad de betegner som god fantasy. Det var enormt hyggeligt og afslappet. Forfatterne havde til slut arrangeret en Kahoot!, hvor en stor stak bøger stod på højkant, sponsoreret af forlag og forfattere på festivalen. Det blev lynhurtige Frk. Litteratur som løb med sejren, og undertegnede kunne fejre endnu et nederlag (10. plads) med køb af flere bøger.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Det passede dog godt med at jeg skulle høre Peter V. Brett lige efter, og bevægede mig op til Alkymistens Tårnværelse fuld af forventning. Vi læste Bretts bog Den Tatoverede Mand i Fellowship læsekredsen København, og jeg var ikke ovenud begejstret for den. Foredraget var også mere en spørgerunde, som egentlig fungerede fint, men stjernen blev nu alligevel Bretts lille datter, der gerne ville låne scenetid med sin far.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Ellers gik søndagen med de sidste bogkøb, et foredrag om Dark Fantasy med forfatterne Tobias Stenbæk Bro og Jacob Kokkedal (Den trofaste bror), som begge håbede på mere voksenfantasy i Danmark (ja tak). Et oplæg om heltinder i fantasy ved Henriette Hesselholdt (Gudernes Krig), Julie Midtgaard og Line Wenzel (Mindelandet), og sidst, men ikke mindst, Fantasy-Quizzen.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Fantasy-Quizzen

Det var fjerde år at forfatter Boris Hansen ledte den benhårde fantasy-quiz, som afslutning på Esbjerg Fantasyfestival. Salen var pakket og den ulmende spænding til at skære i. Der kunne godt risikere at komme blod.

Efter en lille time med virkelig svære spørgsmål, skulle pointene samles og vinderholdet kåres. Jeg kan godt tåle at tabe i Trivial Pursuit, når jeg spiller mod venner. Jeg kan også godt tåle at tabe en Kahoot!, når jeg nu er så langsom til at trykke på de rigtige knapper.

Til gengæld kan jeg rigtig godt tåle at vinde, når alle i salen ved, hvor hardcore den quiz var. Så nu har jeg en ægte vinderkop, som selvfølgelig skal stå til frit skue hjemme på bogreolen 😉

Vi var tre på holdet, og de to andre kan virkelig deres fantasy. Desuden var det tæt løb for at vinde.

Esbjerg Fantasyfestival 2019

Tak for i år

Esbjerg Fantasyfestival var som altid en fantastisk oplevelse, og jeg glæder mig til at vende tilbage til højborgen igen næste år. Fantasyfestivalen ligger altid den tredje weekend i september og bliver derfor afholdt næste gang den 19-20 september 2020.

Tak til alle som gjorde weekenden uforglemmelig.

Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.