Efterdønninger fra Bogforum 2017 del 2 – og flere bøger

Der var en del at opleve i BogForum weekenden. Dette indlæg er kun en lille del, men det indeholder et af de bedste oplevelser over de tre dage

(og et lille link til Saxo.com, der er et affilliate link)

 

Årets BogForum program var måske ikke helt så stærkt som tidligere år, men det betød ikke, at der ikke var noget at se.
Det var også rart for en gangs skyld, at kunne gå rundt og rent faktisk nyde messen, i stedet for at løbe forvirret gennem gangene og lede efter det næste foredrag jeg havde krydset af som et must.

Hos Politiken fik jeg en dejlig plads, omend stolen virkelig ikke var særlig behagelig at sidde på, til at høre om en af de nye børn i Politikens Turen går til serie: Bøgernes Verden. For en boggnasker der gerne lader sig inspirere af destinationer fra bøger, var dette interview højt prioriteret.

Bogforum 2017

Bøger fra hele verden

Forfatteren er Kathrine Tschemerinsky, og hun fortalte meget levende om bogen og dens tilblivelse. Om inspiration til fordybelse og bevægelse (både indre og ydre), hvad det litterære kan bidrage med til at se steder ud fra andre menneskers perspektiv. Hun kom også ind på en meget vigtig ting, nemlig at vi er begrænset af manglende oversættelser.

Der findes så meget fantastisk litteratur ude i verden, som vi ikke har tilgængelig fordi man ikke har lært russisk, fransk, italiensk osv. Tænk hvad vi går glip af! Derfor mener hun selv at Bøgernes Verden nok er lidt mangelfuld, netop fordi hun ikke kunne finde relevant oversat litteratur fra flere lande.

Med en del ny inspiration til både læsning og opdagelser, blev jeg siddende for at høre næste del af programmet: Kim Fupz Aakeson og Jesper Wung Sung i samtale med Trine May om børnelitteratur.

Sindssygt spændende og ufatteligt tankevækkende, hvad bøger kan gøre ved mennesker. Og hvordan børnelitteratur har ændret sig fra Ole Lund Kirkegaards klassikere til historierne om Vitello.

Bogforum 2017

Og bøger om verden

Igen blev jeg siddende med tankerne cirkulerende i hovedet, da næste interview skulle i gang. Et punkt jeg ikke havde sat på listen, men som i den grad skulle blive noget af det allermest inspirerende og uforglemmelige hen over weekenden.

Vokalen i bandet Magtens Korridorer Johan Olsen skulle fortælle om sin bog Bogen om verden. Jeg vidste godt at manden er uddannet biolog, men det var gået fuldstændig forbi mit hoved at han havde udgivet en bog til børn om naturvidenskab. Og den er ellers allerede i gang med at blive solgt i andet oplag.

 

“Alt det vi ikke ved er det der er fascinerende.”

Hvis bare alle undervisere var halvt så forelsket i deres fag, ville børn i dag vide meget mere. Bogen om verden var selvfølgelig den første bog jeg gik i gang med da BogForum weekenden var slut, og du kommer til at kunne finde en anmeldelse af den her på bloggen på søndag 🙂 (pssst… det bliver en rigtig positiv anmeldelse).

Bogforum 2017

 

Er du interesseret i at få mere at vide, se flere billeder og komme lidt om bag arbejdet som bogblogger, så følg mig på Instagram og Facebook.

 

Anden del af bogstakken fra BogForum

Da blev jeg Døden af Steffen Jacobsen

Fra forlaget Lindhardt & Ringhof

Los Alamos, juli 1945.

I et ørkenlandskab i New Mexico kæmper en række af verdens førende atomforskere med at konstruere det våben, som vil ændre verden for altid. Deriblandt Niels Bohr og en ung dansk ingeniør, David Adler. 

For David Adler bliver kapløbet om at udvikle atombomben et personligt drama om magt, hemmeligheder og kærlighed. Ligesom Niels Bohr må Adler træffe et valgt i et moralsk dilemma med uoverskuelige konsekvenser.

Da blev jeg døden af Steffen Jacobsen

 

De dør begge til sidst af Adam Silvera

Fra forlaget Gyldendal

Den 5. september lidt efter midnat ringer Dødsrådet til Mateo Torrez og Rufus Emeterio. Dødsrådet kan se ud i fremtiden: Både Mateo og Rufus vil dø i dag. 

De to kender endnu ikke hinanden. Spørgsmålet er, om de kan nå at finde hinanden, kærligheden og en mening med livet på den tid, de har tilbage. 

Kan man leve et helt liv på kun et døgn?

De dør begge til sidst af Adam Silvera

 

Den store Jernbanebasar – Med tog gennem Asien af Paul Theroux

Fra C&K Forlag

Paul Theroux’ underholdende jernbane-odyssé udkom første gang i 1975 og er en klassiker i rejselitteraturen. Den skildrer en vidtspændende togrejse, der begynder i september 1973 på Victoria Station i London og varer godt fire måneder.

Turen går gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Indien, Thailand, Vietnam, Japan, Rusland og tilbage til London med de legendariske tog: Orient-ekspressen, Khyber Pass Local, Golden Arrow, Mandalay-ekspressen og Den Transsibiriske Jernbane.

Men passagererne, som Theroux møder undervejs, er mindst lige så vigtige som togene.

Den store jernbanebasar af Paul Theroux

 

Det splintrede hav 1 – Den halve konge af Joe Abercrombie

Fra forlaget Gyldendal

Verden regeres af stærke hænder og kolde hjerter.

Prins Yarvi har aldrig selv ønsket at bestige Den Sorte Trone, men da hans fader og broder bliver forrådt, sværger han at erobre den tilbage.

Undervejs må Yarvi kæmpe mod farer, forræderi og fangenskab. Men han har kun én god hånd og kan hverken holde et skjold eller svinge et sværd. I stedet må han hvæsse sin hjerne, så den er knivskarp.

Han finder sammen med en flok udstødte, som viser sig at være til langt større hjælp og støtte, end hans fornemme familie nogensinde har været.

Men selv med trofaste venner ved sin side må Yarvi sande, at det eneste sikre i livet er døden.

Det splintrede hav 1 - Den halve konge af Joe Abercrombie

 

Det stof som drømme er gjort af af Sarah Engell

Fra forlaget Lindhardt & Ringhof

Bogen udkom oprindeligt i 2011 med titlen Gift

“Jeg fatter dig ærlig talt ikke,” siger han. “Hvorfor skal alt være så forbandet perfekt? Hvad er det, vi prøver at skjule bag facaden?”

“Det er lige præcis dét, der er pointen. Der er ikke noget, vi skal skjule, men tværtimod noget vi skal vise frem.”

“Vores kærlighed?”

Ordet runger hult gennem køkkenet.  

Det stof som drømme er gjort af af Sarah Engell

 

Dinea – Modertræets datter af Louise Haiberg

Fra forlaget Tellerup

Dinea har været syg så længe hun kan huske. Lægerne opfatter hendes sygdom som et mysterium, og hun må udstå mange pinsler i deres søgen på at helbrede hende.

Om natten plages hun af det samme mareridt igen og igen … et mareridt hvor hun regerer over et fremmed, koldt rige.

Lucien tilhører en race som for længst er blevet forvist til sagn og overtro af menneskeheden. Da Dinea møder Lucien, bliver hun hvirvlet ind i sine mareridts verden; et smukt og koldt rige hvor kærlighed er en svaghed.

Lucien har sine helt egne ambitioner, og for at opnå hvad han ønsker, har han brug for Dinea. Han har ikke tænkt sig at lade nogen form for svaghed stå i vejen for sine planer … og absolut ikke kærlighed. 

Dinea - Modertræets datter af Louise Haiberg

 

Du og jeg for evigt af Sarah Engell

Fra forlaget Lindhardt & Ringhof

Oprindeligt udkommet i 2012 med titlen Lille pige

“Jeg var fange i mit eget hjem, i min egen krop. Jeg skar lunser af mig selv og fodrede dig med dem, og da der ikke var andet tilbage end sener og knogler, spyttede du på mig og lirkede dig ud af mig igen.” 

Du og jeg for evigt af Sarah Engell

 

 


 

 

Follow

Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *