Bogforum 2017

Efterdønninger fra BogForum: Hvad jeg oplevede (og ikke mindst købte) del 1

Efterdønningerne fra BogForum 2017 er nu ved at lægge sig, men det betyder ikke at der ikke stadig kan skrives en hel masse om det. Og vises købte bøger …

(Der er to affiliatelinks i dette indlæg, men de ændrer ikke på nogen evt. priser, men giver mig en lille procentdel hvis du køber)

 

Okay, lad os lige være ærlige en gang. Jeg købte alt for mange bøger på BogForum i år!

Og ja, jeg ved godt der ikke er noget der hedder “for mange bøger”, og slet ikke når det er noget man har sparet op til gennem hele året og ser som den største begivenhed, kun overgået med en meget lille millimeter af julen.

Men faktum er, jeg kom hjem med ikke mindre end – og hold nu fast, for jeg slog alle rekorder – 53 bøger.

53 BØGER. You are crazy woman!

Jeg giver skylden på det skab i garderoben jeg fik tillusket mig i år, og derfor kunne fylde med læsestof, løbende. Det blev en hård tur hjem søndag.

Fordi julen og Black Friday nærmer sig, tænker jeg at lave nogle indlæg de kommende dage med de bøger jeg fik købt. Måske du finder noget inspiration til en gave (eller til dig selv) 🙂

Men købte jeg kun bøger i tre dage?

Nej, ikke kun. Jeg oplevede jo også en hel masse spændende. For første gang deltog jeg som bogblogger hen over weekenden, og havde derfor fået pressekort. Derfor muligheden for skabet i garderoben 😉 (og gratis kaffe = VIGTIGT).

Jeg mødte rigtig mange andre bogbloggere, og deltog i en virkelig hyggelig og sjov middag på Dalle Valle i Field’s, med flere af dem om lørdagen. Jeg kom også med til et aftenarrangement hos Plusbog.dk, hvor de kårede årets forfatter og årets bogblogger. Mia Wagner, CEO i Plusbog.dk, holdt en meget flot tale som introduktion til aftenen.

Årets forfatter blev skønne Hella Joof, der de seneste år har været meget aktiv med at udgive forskellige bøger, som Snitten og Kis, Papmachéreglen, og senest Båven om Gud. Det er os læsere selv, der har stemt hvilken forfatter vi mener, skulle løbe med titlen. Helle fik prisen overrakt af krimidronning Sara Blædel.

Bogforum 2017

Bogforum 2017

Årets bogblogger tror jeg var svær at vælge, der var virkelig mange kvalificerede kandidater i opløbet. Til sidst stod der fem blogs tilbage, der så skulle igennem en dommerjury. Det var sidste års vinder af prisen, Paperback Castles, der bekendtgjorde hvem årets bogbloggerpris gik til.

Det blev Bibliotekattens Bøger der løb med sejren. Hvilket jeg synes er helt og aldeles velfortjent. Tjek hendes blog ud hvis du ikke kender hende. Der er fokus på børne- og ungdomslitteratur.

Bogforum 2017

Første stak af de bøger jeg købte (i alfabetisk orden)

Bind 3 + 4 i serien Arven fra Lorien af Pittacus Lore

Fra forlaget Tellerup

Læs min anmeldelse af første bind i serien Jeg er Nummer Fire

Nummer ni rejser sig

John, Nummer fire, har reddet Nummer Ni fra de brutale mogadorianere, men han har mistet sin bedste ven, Sam. John er nu splittet mellem loyaliteten over for Sam og Gardernes mission på Jorden. Nummer Ni derimod er irriterende selvsikker og målrettet, og deres samarbejde er fuld af konflikter og småkampe.

I Spanien er det lykkedes Seks at finde Nummer Syv, Marina, sammen med Nummer Ti, Ella, og hendes cepân. I stedet for at tage tilbage til USA beslutter de sig for at rejse til Indien for at finde endnu et medlem af Garden.

Nummer ni rejser sig af Pittacus Lore

Den fortabte Fem

Garderne har trukket sig tilbage til Nis lejlighed og overvejer nu deres næste træk. Nummer Ti, Ella, har frygtelige mareridt, og ingen ser ud til at kunne hjælpe hende.

Da de modtager en besked fra Nummer Fem, beslutter de at finde ham før mogadorianerne, men de finder meget mere end den sidste Garde. 

Det viser sig dog hurtigt at Fem ikke er helt som forventet, og snart trues Garderne ikke kun af Setrákus Ra, men også af indbyrdes konflikter. 

Den fortabte fem af Pittacus Lore

 

Berlin – Moskva: En rejse til fods af Wolfgang Büscher

Fra C&K Forlag

Wolfgang Büscher tog en sommer vandrestøvlerne på og brød op fra Berlin for at følge i sporet af Napoleon og Hitler østpå. Det blev en tre måneder lang tur uden andre hjælpemidler end et kort. Ad landevejen bevæger han sig igennem det tidligere DDR, Polen, Hviderusland og Rusland. Selv i de mest forladte egne myldrer det med fascinerende skæbner og historier. Også forfatterens egen historie bliver gradvis mere nærværende, og til sidst, lige før rejsens mål, kulminerer det personlige drama der har drevet ham af sted på vandringen. 

Berlin-Moskva af Wolfgang Büscher

 

Bind 1 + 2 af i serien Blæk af Amanda Sun

Sampak fra forlaget Tellerup

Papirguderne

Nyt land, nyt sprog, ny mad … og tegninger der bevæger sig?

Katie er bange for at hun er ved at gå fra forstanden. Hun er sikker på at hun så Tomohiros tegninger røre på sig, men det er da umuligt, ikke?

Katie forsøger at bortforklare de underlige syner med sorg over sin mors død og stress over at være blivet tvunget til at flytte til Japan for at bo hos sin moster, men snart står det klart at der stikker noget helt andet under.

Inden Katie får set sig om er det ikke kun levendegjorte tegninger med sylespidse tænder som er efter hende, men også den japanske mafia, Yakuzaen …

Papirguderne af Amanda Sun

Regn

Katie har besluttet sig for at følge sit hjerte og blive i Japan, men næppe er hun blevet genforenet med Tomohiro før blækket falder som regn fra himlen.

Samtidig forfølges Tomo af både politiet og Yakuzaen, og han og Katie har også tiltrukket sig andre kamiers opmærksomhed.

Den charmerende kami Jun, er tilsyneladende den eneste som kan hjælpe dem, men tør Katie stole på ham? Tomo gør i hvert fald ikke … 

Regn af Amanda Sun

 

Bogen om Verden af Johan Olsen

Fra Politikens Forlag

Den verden, vi lever i, føles ganske velkendt for de fleste af os. Vi kender til Solen, til bjergene, til havet og til de dyr, der bor omkring os. Og vi tager helt for givet, at vi mennesker selvfølgelig er her på Jorden. Men sådan har det ikke altid været. Engang var her ingenting. Ingen jordklode, ingen stjerner, ingen giraffer eller rejer og slet ingen mennesker. Der var ikke engang noget lys eller noget rum. Bare helt mørkt.

Så hvordan kom vi fra ingenting til den verden, vi bor i i dag med parcelhuse, fodboldbaner, edderkopper og madpakker?

Det er det, Johan Olsen prøver at give os svar på i Bogen om verden. Han forklarer os om The Big Bang, der begyndte det hele. Om Solen og stjernerne og altings byggesten, atomerne. Han fortæller om tyngdekraft og de energier, der holder sammen på verden og forklarer om det første liv, der opstod på Jorden, og som gennem mange millioner års udvikling nu er blevet til græsstrå, rødbeder og … dig og mig.

bogen om verden af Johan olsen

 

Charlie og Chokoladefabrikken af Roald Dahl og illustreret af John Kenn Mortensen

Fra forlaget Høst & Søn

Charlies fantastiske oplevelser begynder, da han finder en guldbillet i en chokoladebar. Han er en af de fem heldige, der vinder et besøg i Willy Wonkas mystiske chokoladeimperium og alt det slik, han kan spise resten af sit liv!

Hvem vil ikke gerne besøge en fabrik, der fremstiller sliktapeter til børneværelser, tyggegummi, der aldrig mister smagen og bolsjer, der skifter farve hvert tiende sekund?

Men besøget på chokoladefabrikken er fuld af både overraskelser og farer, og ikke alle de fem udvalgte børn føler sig lige heldige under besøget …

 

Det var jo alt sammen bare en lille smule af hvad der gik for sig i Bella Center den weekend. Vidste du at der var besøgsrekord i år? Over 35.000 mennesker kom forbi for at høre om, snakke om og købe bøger. Det er jo helt vildt 🙂

Var du ikke med i år, og føler du dig lidt snydt? Så kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen i 2018. BogForum vender endnu stærkere tilbage til Bella Center weekenden den 16-18 november.

 


Follow

Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *