Bogforum

BogForum: Hvordan får du mest ud af landets største bogmesse?

Tre dage. Over 200 udstillere. Op mod 35.000 besøgende. Det kan virke uoverskueligt at besøge BogForum, når man ankommer til en kilometer lang kø i billetindgangen, men med nogle enkle forberedelser, kan du få alt det ud af messen du ønsker.


Bogforum

Skal jeg besøge en større messe, kan forestillingen om de mange mennesker hurtigt få mig på andre tanker. Nogle messer er vigtigere end andre og derfor kan jeg hurtigt fravælge på grund af ideerne om trængsel. Det er dog generelt en dårlig strategi at lade sig skræmme af mulige problemer på forhånd. Derfor vil jeg gerne hjælpe dig til at få den bedst mulige oplevelse på BogForum, om det er dit første besøg eller du er en aktiv genganger på messen.


Program

Der er ingen grund til at tage til en messe, hvor programmet ikke interesserer dig. Det er spild af tid og ikke mindst penge.

Varer messen, som BogForum, flere dage, så gør dig klart, hvor mange dage (timer) du gerne vil bruge derinde. Måske har du også andre planer den weekend; arbejde, familiebesøg eller lektier der skal laves. Alt sammen må med i overvejelsen for at du ikke skal gå og tjekke klokken hele tiden, og derfor misser værdien i at være tilstede.

Når du har gjort dig det klart, kan du tage et kig på programmet. Lav en kop kaffe, te eller hvad du har lyst til og giv dig tid til at læse det igennem. Tænk over logistikken i programmet senere, bare lad dig rive med og marker alt det du tænker vil være interessant.

Herefter kan du gå mere i dybden. Se på, hvor mange ting du gerne vil opleve, som ligger på samme tid (altid irriterende mange i mit tilfælde). Her må der en hårdkornet udvælgelse i gang, for medmindre du er i besiddelse af en tidsvender (Harry Potter reference), kan du ikke være to steder på én gang. Ved nogle tilfælde gentages foredraget/interviewet et par gange på en dag. Vælg det der taler mest til dig og ha’ en backup for det tilfælde, at der ikke er plads nok ved scenen.

Du kan finde hele BogForumprogrammet her, og lave dit eget elektroniske program til udprint.

Når programmet ligger på plads kan du gå skridtet videre og tænke påklædning til messen.

Bogforum

Påklædning

Det sker gang på gang at folk undervurderer vigtigheden af forberedt påklædning.

Der bliver en forskel i valg af overtøj, afhængigt om du er i bil eller med offentlig transport. Det er bare ikke sjovt at stå og fryse eller blive våd, mens du venter på toget.

Men det vigtigste, er fodtøjet. Lad være med at undervurderer, hvor meget du går og står på en bogmesse. Der er begrænset med siddepladser, og selv med gode sko med en flad sål, bliver dine fødder trætte og ømme efter en hel dag. Tag hellere et par sko på du ved du kan gå langt i, end det nye par du synes vil se smartest ud. Ingen kigger på dit fodtøj alligevel (de har for travlt med at kigge på bøger 😉 ).

Det er også en god ide at tænke i lag-på-lag påklædning. Når du har lagt overtøjet i garderoben (for du gider ikke slæbe rundt på vinterfrakken i flere timer), er det rart at have muligheden for stadig at holde varmen. Tag gerne en t-shirt eller ærmeløs top på med en tynd cardigan eller lignende ud over. Så har du mulighed for at tage noget tøj af, når det bliver for varmt i messehallerne (hvilket det gør hurtigt), men kan også tage en trøje på, når du sidder stille.

En sidste vigtig ting er en taske. Du tager ikke på BogForum uden at komme hjem med bøger, og gerne mange af dem. Derfor er det en rigtig god ide at tage en rygsæk med. Så bliver armene ikke så lange, når du skal hjemad 😉

Bogforum

Mad og drikke

Uden mad og drikke duer bogormen ikke. Du må gerne tage egen mad med ind til BogForum, men der er begrænset med siddepladser til at spise den. Jeg anbefaler dog at medbringe en flaske vand og eventuelt et stykke frugt, til den lille sult (men du kan også gå på smagsprøvejagt).

Der er flere mindre caféer på BogForum, hvor maden er ganske glimrende. Den er ikke billig, men det kan dårligt komme som en overraskelse sådan et sted. Jeg er selv glad for pizzastedet, der også er ret velbesøgt, men du kan også købe nogle gode salater og sandwich, eller andre varme retter. Der kan også købes både øl, vin, sodavand og juicer.

Har du brug for lidt sødt hen ad eftermiddagen, er der en virkelig god stand, der sælger flødeboller og chokolade. Det er en tradition at købe noget med hjem for mig, hvert år.

Bogforum

Mentalt

Om du vil indrømme det eller ej, kræver det noget mental energi at tage på bogmesse. Her kunne jeg godt gå ind i en snak om at være introvert versus ekstrovert og alt det der, men mærk efter i dig selv og sørg for at høre efter, hvad din krop fortæller dig. Det er så surt at gå død midt på dagen, fordi du render rundt og vil det hele på én gang.

Det er vigtigt at være ærlig om det, især hvis du følges med andre der ikke har det som dig. Oftest kan jeg sove femten timer efter en weekend på BogForum fordi jeg bliver så fyldt op af indtryk, men fordi jeg ved hvordan jeg har det søndag eftermiddag, kan jeg forberede mig på det mentalt. Sørg for at få sovet ordentligt om natten (så vidt det nu kan lade sig gøre i din sociale status). Spis et ordentligt morgenmåltid og ha’ styr på de ting du gerne vil, når du ankommer. Læg gerne tøj frem og pak tasken aftenen før, og tag et opfriskende bad om morgen du skal afsted.

Det bedste er at starte dagen i god stemning, og noget af det jeg elsker mest, er at tage metroen ind til Bella Centeret sammen med alle de andre (virkelige mange) besøgende. Måske du ligefrem kommer til at sidde ved siden af en forfatter 😉 Snakken går og forventningen er høj, der er smil og latter. Det smitter og minder mig om, hvor sindssygt fedt det er at bruge en weekend sammen med så mange mennesker, selvom jeg nærmest går i hi efterfølgende.

Det meste her i indlægget er nok sund fornuft. Det hænder dog ofte, at så snart vi bagatelliserer ting, så undlader vi at gøre dem, selvom vi godt ved det er fornuftigt.


Find praktiske oplysninger om BogForum i mit tidligere blogindlæg her.


Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.