Sjælehenteren af Katja Berger, bog

Boganmeldelse: Kom med bag kulissen når døden indtræffer

Der sker ting og sager når døden indtræffer, det kan Raven nikke godkendende til. Følg med på hendes eventyr på den anden side af livet.

Anmeldelse af bogen Sjælehenteren af K.L. Berger. Udgives fra forlaget DreamLitt. 249 sider.

Sjælehenteren blev givet som del af en goodiebag til et bogbloggerevent arrangeret af forfatteren.

Der indgår reklamelink i indlægget.

“Du har hørt om mig, men aldrig set mig. Du har måske fået gåsehud og mærket huden prikke over de grufulde og fantasifulde gengivelser, der er skabt af mig. En gang om året har du måske endda hvinet af fryd eller klukket af latter, når mørket er faldet på, og de importerede plastikskeletter med sorte kutter er brudt ud i en kaglende latter på en terrasse. I er nogle pudsige tingester, jer mennesker.”

Raven er død. Hun ligger i en brønd, et ukendt sted og har lidt svært ved at finde ud af hvad der foregår, da en mand dukker op.

Manden er ingen ringere end Døden, og han kommer med et jobtilbud. Han ønsker, at Raven skal arbejde for ham som sjælehenter, og være med til, at bringe de afdødes sjæle videre til næste destination – om det er oppe eller nede bestemmer sjælehenterne dog ikke.

Raven tager imod, og kommer i afdelingen for drabsramte sjæle. Hun klare jobbet med bravur og bliver hurtigt både stærk i troen på sig selv og sit arbejde. Selvom Raven på ingen måde mangler tiltro til egne evner, er jobbet en udfordring i starten, men da hun bliver flyttet til selvmordsafdelingen tager hun igen imod opgaverne uden et kny.

Sjælehenteren af Katja Berger, bog

Der er fart over feltet i K.L. Bergers nyest roman Sjælehenteren. Find bogen her

Når sjæle forsvinder

Grunden til Ravens flytning af afdeling skal dog findes i historiens dystre ende. Dødens sjælehentere forsvinder fra verden, og da de allerede selv er døde sjæle, kommer spørgsmålet hurtigt frem: hvor forsvinder de hen?

“Jeg står i et halvmørkt værelse. Fra min røde seddel ved jeg, at jeg er i Death Valley på USA’s østkyst. Hvis ikke det var for opgaven forude, ville det være helt morsomt.” 

Raven begynder at stille spørgsmål, Døden ikke kan svare på, og han beslutter at tage hende med til et helt særligt møde.

Her møder hun ikke kun Gud, men også den faldne søn Lucifer. Ingen af de to er som hun forventede, og Raven får hurtigt lagt sig ud med verdensskaberen i en rasende diskussion. For hvem er det der står bag sjælehenternes forsvinden? Det oplagte svar vil være en dæmon, men Raven er ikke overbevist. Det handler nemlig om magt. I denne grad sjælemagt. Og englene har på ingen måde været så aktive i deres himmelkampagne som dæmonerne har været for, at trække sjæle til helvede.

Sjælehenteren af Katja Berger, bog

Der er mange fine budskaber om både livet, døden og det i mellem i Sjælehenteren. 

Smæk på religionstimen

Kampen om dommedag er på spil. Jordens eksistens og menneskehedens fremtid står for fald, hvis sjælehenterne ikke kan holde balancen kørende mellem himmel og helvede. Raven får sin sag for, og mærker måske først rigtigt livet efter hun er død.

“Jeg nikker beslutsomt for mig selv. Så gør jeg det dummeste, man kan gøre i min situation. Jeg sætter af og løber mod lydene.”

Der er gang i de helt store spillebrikker i Sjælehenteren, og man må sige at Katja Berger giver den fuld gas på spørgsmålene om livet efter døden.

Raven er en ret så rapkæftet karakter med et ego på størrelse med Empire State Building. Det karaktertræk bliver dog rigtig nyttigt når man sætter sig op mod kræfter fra religionstimerne. Der sker ikke den store udvikling med hende gennem bogen, men den er også kun på godt 250 sider. Heldigvis kommer der to bøger mere i serien.

Her håber jeg, at få mere at vide om Ravens baggrund. Hvem var hun før hun døde, andet end en rigmandsdatter med modeinteresser? Hvad er der sket med hendes veninde? og hvordan har hendes familie håndteret hendes død? Det ville have hjulpet lidt med opbygningen af pigen Raven, hvis man kendte mere til hvem hun var før, samtidig med at det kunne give hende en større personlig udvikling gennem bogen. Men igen, måske vi får mere at vide i de næste bøger 😉

Sjælehenteren af Katja Berger, bog

Sjælehenteren er aktuel lige nu. Find bogen her

Ikke de store overraskelser

Der er lidt de ærketypiske karakterer at finde, og personificeringerne af Gud og Lucifer er ikke så originale, men de to er også fremstillet utallige gange de seneste år, så at være helt original omkring dem, er nok nær umuligt.

Sjælehenteren er en glimrende fantasy fortælling, med fine plotdrejninger, hårdtslående personer og overnaturlige elementer på fuld skrue. Den er ikke overvældende i sin historie eller sine karakterer, men er god underholdning. K.L. Berger skriver med et farverigt ordvalg, dog en smule gentagende, men hun maler et fint billede af historiens gang, og det føles aldrig svært at skabe de billeder hun prøver at frembringe.

Læs den, hvis du er fan af Djævlens Lærling af Kenneth Bøgh Andersen, tv-serien Supernatural eller bare er glad for en underholdende fantasybog.

De 7 synder af katja berger, bog

Sjælehenteren er Katja Bergers anden bog. Sidste år udgav hun sin debut De syv synder.

Find bogen her

 

Læs også min anmeldelse af fantasybogen Mithos af Kristian Leth.

Eller få inspiration til andre fantasyserier,  når jeg anbefaler 5 bøger du kan læse hvis du er vild med Game of Thrones.

 

Follow

Del eller synes godt om:

2 thoughts on “Boganmeldelse: Kom med bag kulissen når døden indtræffer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *