Boganmeldelse Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Boganmeldelse: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Med den parisiske setting og skønne titel, lover Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe en hjertevarm fortælling, men desværre halter indholdet langt bag efter.

 

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

Boganmeldelse af Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe af Agnés Martin-Lugand.

Udgivet i august 2018.
192 sider.
Originalt fra 2013 med titlen Les gens heureux lisent et boivent du café.

 

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er nok en af de bedste titler en bog kan have. Den beskriver det vidunderlige og hyggelige ved at læse, om der så skal kaffe, te eller noget helt tredje til. Desværre lovede titlen meget mere end bogen kunne holde.

Boganmeldelse Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Fra Paris til Irland

Fortælleren Diane oplever noget af det værst tænkelige, da hun mister sin mand og lille datter i et biluheld. Ulykken sender hende ud i en længerevarende depression, hvor hun ikke kun forsømmer sig selv, men også sine omgivelser og den bogcafé hun ellers holder meget af.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, er navnet på caféen, og Dianes gode ven, Félix, der også arbejder der, er den eneste der kan få lov at være tæt på hende i den svære tid. Det bliver hurtigt lidt påtaget med den lalleglade homoseksuelle ven, selvom det opvejer for den depressive stemning i starten.

Som det oftest sker med mennesker i sorg, skal der drastiske midler til, og det benytter Diane sig også af. Hun lejer et hus i en lille irsk landsby fordi hendes mand altid gerne ville til Irland. Caféen i Paris overlader hun til Félix imens.

Boganmeldelse Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Ikke overraskende følelser

Livet bliver meget anderledes for Diane, da hun rykker over på den grønne ø, væk fra storbylivet og de franske normer. Den irske familie hun lejer huset af, er hjertevarme og byder hende velkommen med åbne arme. Bortset fra hendes nabo, Edward, der fra begyndelsen virker til decideret at hade Diane.

Det er dog svært ikke i ny og næ at støde på hinanden, når man bor side om side, og det udvikler sig også langsomt til at Diane kan få lov til at passe Edwards hund, når han skal arbejde. Fordi landskabet, menneskene og livet er anderledes i Irland end i Frankrig, oplever Diane et pludseligt pusterum, men som hverdagen begynder at tage form, falder hun tilbage i sin depressive tilstand.

Der kommer dog hjælp udefra, samtidig med at Edward begynder at varme lidt op for Diane. Hun ser nogle nye sider af ham og langsomt spire en forelskelse mellem de to.

Boganmeldelse Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Titlen tager prisen

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en kort bog. Den er ikke kun hurtigt læst på grund af sideantallet, men også fordi indholdet er ret let og intetsigende. Diane gennemlever et frygteligt traume og reagere ikke helt ved siden af normen. Det er dog ved at blive lidt søgt med den typiske homoseksuelle ven, der skal opføre sig overdimensioneret, og den lunefulde og til tider ondskabsfulde mand, som alligevel gemmer på elskværdige kvaliteter et sted, dybt inde.

Det er en bog til strandlæsningen, togrejsen, flyrejsen eller bare hvis du har brug for lidt tomt indhold, og ikke gider de store plotstrukturer. Det bedste ved bogen er faktisk titlen, og det er desværre ikke godt nok.

 


 

Bøger der også kunne interessere dig:

Boganmeldelse Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

Måske en dag af Colleen Hoover, bog

Måske en dag

Det ender med os af Colleen Hoover, boganmeldelse

Det ender med os

 

 

 

Del eller synes godt om:

1 thought on “Boganmeldelse: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.