Boganmeldelse: Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm

Boganmeldelse: Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm

Elsebeth Egholm vandt prisen for årets bedste danske krimi på Krimimessen i Horsens med, Jeg finder dig altid. Jeg giver Det Danske Kriminalakademi ret, det er en hamrende god krimi.

 

Boganmeldelse af Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm. Udgivet af Politikens Forlag i 2017, 423 sider.

Boganmeldelse: Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm

Setuppet er Aarhus. Hovedpersonen Rina bruger sin fritid på at lave street-art, men i stedet for at dekorere murvægge, klatre hun højt op i Aarhus’ gader for at sætte sin kunst. Under dække af Private Eye. Det er alternativt og provokerende, synes de fleste, men også et godt trækplaster for turister.

En nat, hvor Private Eye sætter sit forgængelig mærke på Prismet, falder en ung mand ned fra en bygning tæt ved. Samme nat bliver Rina overfaldet hjemme i sit cykelskur efter turen på glasbygningen.

Det bliver efterforskerne Stanek og Eva, der bliver sat på sagen, da det viser sig at manden ikke faldt ned af sig selv. Ved ren tilfældighed bliver Stanek opmærksom på Rina og hendes hemmelighed, mens han leder efter spor.  Men i stedet for at tage hende ind på stationen, beslutter han at hjælpe hende.

Mellem familie og venner

Det er ret svært ikke at være vild med den her bog. Først og fremmest er både Rina og Stanek nogle brand gode og meget menneskelige karakterer. De har begge skeletter i skabet, og ender med mere eller mindre ufrivilligt, at hjælpe hinanden.

Rina er læge og har lige åbnet egen praksis, men under overfladen kører tingene ikke helt så flot. Hun lider af ansigtsblindhed, har et dårligt forhold til sin mor og synes det hele går lidt for stærkt med kæresten Robert.

Stanek er fulgt i sin fars fodspor som politimand, men har ikke noget stærkt forhold til familien. Hjælper mere af pligt end fornøjelse, særligt når det gælder onklens lyssky arbejdsmetoder.

Kapitlerne skifter mellem Rina og Staneks synsvinkler, og det er spændende at følge dem begge i deres daglige kampe. Rina har meget at tumle med, og jo længere bogen tager os ind i historien, jo mere bliver der fremlagt fra Rinas fortid. Hun er en stærk kvinde, men ikke usårlig, og inden hun indleder et samarbejde med Stanek, er overboen Chung den bedste til at hjælpe hende.

Chung er en sjov karakter. En vietnamesisk kvinde, der er kommet til Danmark, men på ingen måde har glemt sine rødder. Hun taler dårligt dansk, sammenligner alle med Robert Redford og er ikke bleg for at gå i kamp med en voksen mand. Samtidig giver hun en god luftforandring, når tingene går lidt i hårknude. I min optik burde Chung have sin egen fangruppe, for hun er genial til det sidste.

Boganmeldelse: Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm

Bog på Hollywoodsk

Jeg finder sig altid er mit første møde med Elsebeth Egholms forfatterskab, men jeg er helt sikkert hoppet med på vognen og vil have mere. Bogen er måske mere en spændingsthriller end en egentlig krimi, og jeg kan godt se den som en mulig film i de danske biografer. Den har lidt Hollywood over sig, uden at blive L.A.P.D. agtig. Vi er stadig i Danmark.

Det er heller ikke svært at danne sig billeder i hovedet, mens vi følger Rina og Stanek rundt i Aarhus. Og det er rigtig fedt, at Rina ikke er typen der lader sig falde i svime over en lækker politimand (ikke fordi jeg ville bebrejde hende det). Ingen trekantsdramaer her, endnu, i hvert fald. For bogen her er kun første bind i en serie, og jeg glæder mig meget til at få fingrene i de næste bind 🙂

Læs bogen, hvis du er til krimi, spænding eller en action præget fortælling. Jeg kan kun anbefale den.

 

Læs mere:

Forfatterinterview med Elsebeth Egholm

Boganmeldelse: Mios Blues af Kristina Ohlsson

Boganmeldelse: Pigen under jorden af Elly Griffiths

 

 

 

Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *