Boganmeldelse Gæstfrihed

Boganmeldelse: Gæstfrihed

“En anerkendelse fra en anerkendt institution eller person kan åbne døre og skabe muligheder; en velkomst derimod kan ikke veksles til noget andet. Den kan skabe håb og trøst, men ikke muligheder; den er ikke et sejl, som kan fange tidens vinde og skabe fremdrift.”

Anmeldereksemplar fra Akademisk Forlag.

Boganmeldelse af Gæstfrihed af Niels Nymann Eriksen.
Udgivet i oktober 2018 af Akademisk Forlag.
152 sider.


I mødet med andre mennesker, og en åben holdning til deres person, kan du lære dig selv bedre at kende. Det er i store træk, hvad budskabet i Niels Nymann Eriksens bog Gæstfrihed, handler om.

Eriksen er sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro og bogen bærer stort præg af det bibelske budskab om at elske sin næste, hvilket virker naturligt, forfatterens erhverv taget i betragtning. Men det er ikke kun en salgstale for det kristne værk; det er også en fortælling om Eriksens møder med mennesker gennem sit arbejde, og de relationer han skaber med dem.

Fortalt i en essayistisk diskuterende stil gennemgår Eriksen mødet med mennesker, fra de står i døren, til afskeden, med hjælp fra egne erfaringer og med input fra litteraturen.

Boganmeldelse Gæstfrihed

Gæstfrihed som kunstart

Bogens indhold kan måske lyde lidt banalt, for vi kender jo alle godt til det at være gæstfrie, om vi er det eller ej, men som Eriksen hurtigt får pointeret ligger der mere i gæstfrihed end som så.

Det handler ikke kun om at åbne døren og byde et andet menneske indenfor, men om at møde det menneske med fuldstændig åbenhed, om vi kender personen eller ej. Det er en svær kunst, og ikke en kunst jeg nødvendigvis er helt enig i.

At jeg ser på gæstfrihed med en mere pragmatisk facon, kan måske skyldes grunden til, at Eriksen har skrevet bogen i første omgang. At vi simpelthen har glemt hvad det vil sige at åbne sit hjem, sig selv, op for andre mennesker og byde dem ind i livet uden fordom. Og at gæstfrihed også handler om afskeden med personen igen og det de efterlader ved deres fravær.

Boganmeldelse Gæstfrihed

“Der er noget i kontakten til et menneske, vi ikke kan bruge til noget, som kan berige os på en måde, som vores mere ‘effektive’ relationer ikke kan.”

Giv dig tid til indholdet i Gæstfrihed

Gæstfrihed er en interessant lille bog, der kan være hurtigt læst, men som jeg synes man skal give sig tid til. Der er mange gode budskaber gemt i linjerne og man behøver ikke at være troende, for at finde dem anvendelige.

Når det så er sagt, finder jeg dog, at der trækkes lidt for meget på de bibelske budskaber og fortolkninger, og mindre på, hvordan gæstfrihed kan implementeres i vores hverdag i dag. Der diskuteres for meget hvad ordet betyder, hvor der i stedet for, måske, burde være lagt mere vægt på måden at efterleve det på.


Læs mere:

Lyder Gæstfrihed som en bog for dig, vil du måske også kunne lide:

Kældermennesker af Carsten Jensen

Factfulness af Hans Rosling

Tag ikke imod en pølse i Moskva af Leif Davidsen


Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.