Boganmeldelse Elleskudt

Boganmeldelse: Elleskudt

“Mærket var hun, hendes sind var lukket land for ham. Men den tilstedeværelse, han havde set i hendes øjne for to dage siden, var borte nu. Hvis han ikke var i ilden eller i hende, hvor var han så?”


Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Boganmeldelse af Tågespind 2: Elleskudt af Signe Fahl.
Udgivet i 2018 af forlaget Ulven & Uglen.
422 sider.

Antal Stjerner

Boganmeldelse Elleskudt

Elleskudt er andet bind i Signe Fahls serie Tågespind, om malkepigen Karen og ellemanden Daniel, sat i midten af 1700’tallet.

Min anmeldelse af første bind, Ellekongen, kan du finde her.

Med Elleskudt danser historien direkte videre fra Ellekongen. Karen har taget et valg, hvor realiteterne for hendes nye liv langsomt bundfælder sig, og der bliver vendt 180 grader rundt i problematikken fra første bind.

Samtidig med at Karen skal lære at begå sig i skovene, vokser både hendes og Daniels kærlighed til hinanden. Men der er også nye sider af sin elskede ellemand, som Karen ikke kender, og mens hun prøver at lære ham bedre at kende, banker fortiden på døren med brændende intensitet.

Boganmeldelse Elleskudt

Et dybere kendskab til ellekongen

Jeg var ret vild med Ellekongen, og jeg er virkelig også vild med Elleskudt. Historien kan virke langsom, mens Karen skal vænne sig til sit nye liv, men det bliver aldrig kedeligt. Karens opfindsomhed, nysgerrighed og stædighed, gør hverdagen i skoven til et eventyr.

Da Karen en dag støder på en gammel ven, må hun sande at hun ikke længere er et menneske. Episoden sætter spørgsmålstegn ved, om hun gjorde det rigtige, for at kunne være sammen med Daniel.

Daniels fortid er også oppe og vende flere gange. For hvem var ellekongen før han røg i mosen? Det giver historien en lækker spænding og mystik, når Karen bid for bid opdager, hvad det er for en mand der har fortryllet hende. Eller om det i virkeligheden er hende der har fortryllet ham?

Boganmeldelse Elleskudt

En sult for mere tågespind

Forfatter Signe Fahl holder den lækre sproglige stil fra første bind, der både er smuk, varierende og passende til seriens tidsperiode uden at være overdrevet. 

Som læser oplever vi nye sider af både Karen og Daniel, og ser meget mere til de dansende ellepiger i tågen, der også alle sammen har en historie og en fortid med ellekongen. En temmelig frygtindgydende fjende viser tænder og afspejler lidt de samme træk, Daniel har udvist. Lysten til livet på bekostning af alt, og en besidderisk trang efter kærlighed.

Bogen indeholder masser af mystik, historie, kærlighed og venskab. Både Karen og Daniel bliver sat på prøve på deres mod, og det hele afsluttes med en sult for meget mere tågespind.


Læs mere:

Andre bøger der måske kan friste:

Ellekongen af Signe Fahl

Gudruns Arv af Marianne Jørgensen

Under skoven danser vi af Trine V. Ipsen

Læs mere om forfatteren bag Tågespind serien på hendes hjemmeside: www.signefahl.dk

Du kan finde mange flere udgivelser fra forlaget Ulven & Uglen på deres hjemmeside: www.ulvenoguglen.dk


Del eller synes godt om:

2 thoughts on “Boganmeldelse: Elleskudt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.