Boganmeldelse: Digitale Nomader – Et liv med mere eventyr og mindre hverdag

“I min optik skal mennesker overhovedet ikke stille sig tilfredse med at være tilfredse. De skal tillade sig selv at være lykkelige.”


Anmeldereksemplar fra forfatterne.

Boganmeldelse af Digitale Nomader – Et liv med mere eventyr og mindre hverdag af Mille & Kristian Sjøgren.
Udgivet i 2019 hos forlaget Voice & Writing.
314 sider.

Antal Stjerner

Det digitale nomadeliv har tiltalt mig i mange år, og jeg kan kun være enig i Milles ord om, at vi skal tillade os selv at være lykkelige. Alligevel falder jeg helt sikkert ind i den gruppe, der tænker for meget over tingene i stedet for at springe ud i det, som Mille og Kristian har gjort med deres to børn. Det er en eventyrlig livsstil som man kun kan misunde, og det vil være løgn at sige jeg ikke blev inspireret til at pakke tasken og finde det næste tog ud af Danmark.

Med det sagt, lover bogen mere end den kan holde.

Både Mille og Kristian Sjøgren er journalister, og Kristian er endda forfatter og skriver blandt andet for Videnskab.dk. Derfor undrer det mig, at to mennesker med så gode kvalifikationer inden for feltet kan udgive noget, der mest af alt minder om en skoleopgave fra en 8-klasseselev. Uden snerten af kildehenvisning, men med masser af påstande. Og at de ikke har styr på hvad der driver evolution – jeg korsede mig da jeg læste det (og håber inderligt det var en indforstået joke. Der i så tilfælde ikke har noget at gøre i bogen).

Boganmeldelse Digitale Nomader

Digitale Nomader skuffede

Det er måske lidt hårde ord, men det var den følelse, og de tanker, jeg sad med mens jeg læste.

Skuffelsen bunder nok i, at jeg virkelig gerne ville kunne lide den her bog, og virkelig havde glædet mig til at læse om, hvordan et dansk kanonpar levede deres drømmeliv – præcis som jeg selv gerne ville. Med frihed i skemaet til både familie og nye oplevelser.

Bogen er delt mellem kapitler der fortæller, i nutids-førsteperson, om nogle af de eventyr familien Sjøgren har været ude på. Fra at sidde fast i en flod med en firhjulstrækker i Costa Rica, blive jagtet af elefanter i en tuktuk i Sri Lanka, til at skulle finde rundt i Tokyos forvirrende gader.

Spændende eventyr om deres rejser rundt i verden. Af en eller anden årsag får vi bare aldrig slutningerne på disse historier – bortset fra den med firhjulstrækkeren, men det er først flere kapitler senere. Det er vildt provokerende at sende læseren ud på oplevelser på den måde og så slutte med en cliffhanger, der ikke bliver samlet op på.

Mellem rejseoplevelserne følger kapitler, der mest af alt er en lang peptalk for, hvorfor det digitale nomadeliv er det bedste i verden. Det bliver en rodet og gentagende samling af forfatterens holdninger, godt krydret med noget attitude. Altså ikke noget man som digital nomade in spe, kan bruge til noget. Tværtimod virker bogen mere til at henvende sig til det publikum, der ikke forstår hvad en digital nomade er, og at jobbet faktisk er reelt nok. Og jeg tror ikke de kigger efter denne slags bøger.

Et par af kapitlerne tager de lidt mere seriøse emner op, som hvad man gør med børnenes skolegang, hvordan med internet og mobil, og hvilke jobs, blandt andre, der giver gode muligheder for det digitale nomadeliv. Men jeg manglede flere af disse konkrete kapitler, ikke holdninger.

Selvom det var rart at læse om, hvordan børnenes syn på deres omgivelser er noget helt andet end forældrenes. Det åbne og fordomsfrie sind de har til andre kulturer. Det er en form for opdragelse jeg støtter og synes vi mangler mere plads til i Danmark. For her er jeg enig i Milles tanker om, at de fleste danskere anser det som noget frygteligt at trække deres børn væk fra rækkehusopvæksten. Vigfus og Elva er gode beviser på, at det modsatte er tilfældet.

Boganmeldelse Digitale Nomader

Få fingre i en grafiker

Digitale Nomader var en bog jeg havde glædet mig til at læse. Netop fordi emnet tiltaler mig. Måske føler jeg mig derfor så snydt efterfølgende. Men bogen er Mille og Kristian Sjøgrens tolkning på, hvordan og hvorfor livet uden fast bopæl, er noget særligt, og lige er livet for dem. På den måde virker Digitale Nomader mere som en selvransagende fortælling til parret selv, end til en læserskare, som ønsker at gå de samme veje. Hvilket i sig selv er fint nok. Jeg forstår de elsker det og er tiltrukket af eventyret.

For forfatternes skyld vil jeg foreslå at finde et kursus i grafisk opsætning af bøger, og få en redaktør. Var ideen bag bogen blevet pitchet til et forlag (Turbine måske, de bevæger sig i den genre), ville hele bogens udtryk have været mere tiltalende og indholdet mindre rodet. For der er helt sikkert masser at fortælle og masser der gerne vil hører om det, men det kræver en fuldstændig gennemarbejdning af bogen som den er nu.

Det er altså ikke en bog jeg vil anbefale, til dig som vil springe ud som digital nomade. Selvom nogle af kapitlerne er brugbare og tankevækkende nok. I stedet vil jeg anbefale at du kigger rundt hos nogle bloggere, som ofte har masser af kurser og webforedrag om emnet.


Læs mere:

5 Inspirerende blogs til at finde nye oplevelser

Factfulness af Hans Rosling

Gæstfrihed af Niels Nymann Eriksen


Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.