Den store jernbanebasar af Paul Theroux

Boganmeldelse: Den Store Jernbanebasar af Paul Theroux

Tag toget hen over Europa, gennem Mellemøsten og Asien, og tilbage igen tværs gennem Rusland. Tag med Paul Theroux på en episk rejse for rejsens skyld, og oplev mennesker og kulturer folde sig ud fra vinduet i en togkupe.

 

Anmeldelse af Den store jernbanebasar af Paul Theroux. 381 sider.

Fra 1975, genudgivet i 2017 hos C&K Forlag.

 

Togfløjten hyler og vognen giver et ryk, der sender dig frem i sædet, da motoren starter arbejdet og trækker toget fremad. Langsomt glider I hen ad sporet og lægger Victoria Station i London bag jer. På sædet ved siden af dig sidder en mand.

Hans navn er Paul Theroux, og han er på vej ud på en togrejse som vil tage ham tværs over Europa, gennem Mellemøsten til Asien og tilbage mod London via Rusland. Undervejs vil han komme ombord legendariske toge som Orient-ekspressen, Golden Arrow, Mandalay-ekspressen og Den Transsibiriske Jernbane.

Men historien, han skriver undervejs, handler ikke kun om togene og landene han besøger, men også om de mennesker han møder og de forskelligheder der findes kulturer imellem.

Det er virkelig en togtur du har lyst til at tage med på.

Den store jernbanebasar af Paul Theroux

Togfløjter er magiske, og jernbaner er uimodståelige basarer, der slanger sig af sted gennem landskabet, hurtigt nok til at få ens humør til at stige, men ikke så hurtigt, at ens drink skvulper over.”

Excentrikere og historie

Bogen bliver indledt med citater af George Gissing, James Joyce og T. S. Eliot, efterfulgt af et kort der viser ruten som Theroux gennemførte.

“… for at forstå en ting, må man først fornemme den – for at forstå et land, må man først lugte det …”

T. S. Eliot, ‘Rudyard Kipling’ 

Selve fortællingen starter allerede i forordet, hvor Theroux giver os baggrunden for turen og hans ret ærlige mening om rejsebøger. Det er værd ikke at springe over.

Rejsen starter i London den 19. september 1973, med første skift i Paris til Orient-ekspressen, videre mod Tyrkiets hovedstad Istanbul. Her stifter vi bekendtskab med den første excentriske rejsende, Duffill, hvis navn siden hen bliver forvandlet til et verbum, da manden ikke når toget under et kort stop i Italien – han blev duffilleret. På den måde kommer stakkels Duffill til at følge med på turen, uden faktisk at være ombord.

De bedste typer findes helt sikkert i starten af turen, hvor overbærenheden nok er størst mod de mennesker der skiller sig ud. Theroux søger ikke efter excentrikere, men de synes at dukke op omkring ham som muldvarpeskud man snubler hen over. Han er god til at fange detaljerne i omgivelserne, som en sammenhæng med menneskene.

Ind i mellem kommer der en historisk anekdote, uden det starter en større afhandling om landets historie, men bare som endnu en detalje der er med til at give et ekstra pift til stemningen. Som mens Theroux er passager på Van Gölü-ekspressen fra Istanbul langs Vansøen til Teheran:

Vi nærmede os kysten og stoppede ved de afsidesliggende byer Kartal og Gebze (hvor Hannibal begik selvmord) ved den østlige bred af Marmarahavet …”

Og igen mens de kører forbi byen Kayseri, der tidligere var Caesarea, giver han en hurtig opsummering af byens rå historie. Det giver alt sammen et billede af de steder togene bevæger sig igennem, og forvandler en, måske, støvet udsigt til noget historisk og ædelt.

Fortidens forfattere som guide

Paul Theroux er belæst, ingen tvivl om det, andet ville også være mærkeligt når nu togturen blev betalt ved hjælp af litteraturforedrag i de forskellige lande.

Heldigvis giver han guldkornene videre, og forlænger listen af bøger jeg har på min læseliste. Rudyard Kipling har skrevet om byen Lahore, som Theroux besøger, og åbenbart er stedet, hvor Kipling fandt sin litterære stemme.

Med de overdrevne beskrivelser af menneskemyldret, den ondskabsfulde basar, farverne og forvirringen er det i virkeligheden dagens Lahore, som Kipling skildrer i sine tidlige noveller …”

Charles Dickens fremhæves med et langt citat fra bogen Martin Chuzzlewit, hvor han beskriver Calcutta, og byen bliver erklæret dickensk af Theroux selv.

Pointen er, at der i rejselitteraturen, den rigtig gode slags, findes kort til flere eventyrlige oplevelser som på en måde videregives “mund til mund”, eller måske mere præcist, fra læser til læser. Det giver også fortællingen en mindre ensidet synsvinkel, når der pludselig hives citater, anbefalinger eller lignende ind fra forfattere af klassisk litteratur, der den gang de levede, jo oplevede lande og folkefærd på en anden måde end vi gør i dag. Det er fantastisk inspirerende.

Den store jernbanebasar af Paul Theroux

Ingen forventer sig noget af en togpassager. Ombord på et fly er den rejsende dømt til at sidde i et trangt sæde i timevis; på et skib forventes højt humør og selskabelighed; biler og busser er ikke til at holde ud. Sovevognen er den mest behagelige rejseform.”

Ærlighed og liv i detaljen

Sovevognen og, hvis den findes, spisevognen er også de mest omtalte og beskrevet steder i i togene under turene. Hvilket ikke er underligt, når det er her man spenderer mest tid. Og der er stor forskel på begge faciliteter togene i mellem. Der bliver ikke lagt skjul på skuffelsen over det ellers meget præstigefyldte tog Orient-ekspressen. Som de fleste måske kender fra Agatha Christies berømte krimi Mordet på Orient-ekspressen. 

Theroux bruger tid på at beskrive sin rejse gennem Indien, hvilket selvfølgelig kan være på grund af landets størrelse, men måske også kan være grundet den farverige kultur som Indien kan vise frem. De fleste lande og byer bliver præsenteret via deres banegårde, og her er Northern Railway i Old Delhi ingen undtagelse. Skiltningen talte sit tydelig sprog: “Det er samfundsskadeligt at rejse uden billet”. 

Jeg forestiller mig at betydningen kan tolkes på flere niveauer.

Med tog gennem Vietnam bliver man mindet om, at bogen er skrevet i midten af halvfjerdserne. Vietnam-krigen er stadig kørerne, og med farer for at jernbanerne kommer under angreb, bliver togene fyldt med soldater. Det sætter sit spor på rejsen, gør den mere spændt, men Theroux mister aldrig sansen for detaljerne.

Da han endelig kommer ombord Den Transsibiriske Jernbane, er rejselysten svundet ind. Turen gennem Japan var et kulturchok, sikkert både for mig og Theroux. Nu vil han bare gerne hjem.

Den Store Jernbanebasar er en fabelagtig bog. Den viser lande, mennesker, toge og i særdeleshed Theroux selv, uden at lægge filter på med romantiserede turistfælder. Vi får en ærlig rejsebeskrivelse om en mand, der gerne ville køre i tog.

Rejsen var en cirkulær oplevelse, med samme udgangspunkt for begyndelse og afslutning. Og sådan ender Paul Therouxs togrejse med at han ved sit skift fra Den Transsibiriske Jernbane til et tog gennem Polen og Tyskland, bliver duffilleret.

Jeg søgte tog; jeg fandt passagerer.”

 

Læs mere:

Den store jernbanebasar var første bog i Reader’s World Læseklub for rejselitteratur.

Ideer til sommerferielæsningen: Top 10 læste bøger 2017

Jeg anbefaler den historiske roman Augustus af John Williams.

 

 

Del eller synes godt om:

2 thoughts on “Boganmeldelse: Den Store Jernbanebasar af Paul Theroux

  1. Jeg er aldrig rigtig kommet igang med at læse rejseromaner, men det lyder som om den her skal have chancen! Hold op du har skrevet en god og gennemført anmeldelse, og jeg elsker de billeder du har fået taget :)!

    1. Hej Kristine
      Tusind tak for de rosende ord jeg er rigtig glad for du bliver inspireret til at læse bogen og synes helt sikkert du skal gøre det

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.