Boganmeldelse Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

Boganmeldelse: Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

En skøn historie om venskab mellem to drenge, og de hemmeligheder der må opdages på vejen til at blive mænd.

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen Puls.

Boganmeldelse af Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz.

Udgivet på dansk i 2018.
388 sider.

 

Jeg elsker de bøger der har en dybere mening, som betyder noget, men som også bare er en rigtig god fortælling. Bøger som man læser forskelligt afhængig af sindsstemning.

Sådan en bog er historien om Ari og Dantes venskab.

Historien bliver fortalt gennem Aris øjne, og det var rart kun at have én synsvinkel på begivenhederne. Havde vi fulgt både Ari og Dantes tanker ville historien nok have kørt lidt ud i sandet.

Boganmeldelse af Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

“Jeg faldt i søvn en sommernat, i håb om at verden var en anden, når jeg vågnede. Da jeg slog øjnene op næste morgen, var verden den samme.”

Når modsætninger mødes

Året er 1987. Ari er enspænder, men ikke noget nemt mobbeoffer af den grund. Faktisk er han ret fandenivoldsk over for andre. Indtil han en dag, nede ved de offentlige svømmebassiner, møder Dante.

Dante er ret ligetil og alligevel ikke. Han er udadvendt og meget høflig. Samtidig har han et venskabeligt forhold til sine, akademisk uddannede forældre, som Ari i starten slet ikke forstår. Dante er alt det som Ari ikke er, og det får Ari til at blive nysgerrig på ham.

Ved siden af det blomstrende venskab, kæmper Ari en stille kamp med sine forældre. Hans storebror er i fængsel, og alle tegn på ham er derfor fjernet fra hjemmet. Forældrene vil ikke tale om det. Aris far er veteran fra Vietnamkrigene, og er mærket af det med en mut ligegyldighed for hverdagen. Men de er der begge to, hans forældre.

Boganmeldelse af Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

“De fleste drenge fuckede ikke med mig. Ikke engang drenge i flok.”

Rolig og stærk

Bogens tidslinje er egentlig ret kort, men udviklingen er stor for de to drenge. Og Aris forældre. Det er en langsom bog, for der er taget højde for sproget. Selvom der ikke står meget på hver side, at sætningerne er korte og skåret ind til benet, uden at virke overfortænkede og urealistiske, er tempoet roligt og afslappet. Det meste af tiden. For pulsen skal lige op og banke lidt et par steder, hvilket også sørger for at bogen ikke kører i et dogme.

Det er en rar bog, hvis man kan kalde det det. Om troen på os selv, hvem vi er, hvem vi har lyst til at være, og hvad vi vælger at kæmpe for. Det er en historie om udviklingen fra barn til ungt menneske, om de ting der sker med os, fysisk og mentalt, når vi modnes.

Det er historien om to drenge, der er på vej til at blive mænd, og skal finde ud af hvilken slags mand de har lyst til at være. Dante er selvsikker, og hviler i sig selv. Ari kæmper, og har brug for svar fra flere fronter. For ham kræver det kamp at finde svarene.

Boganmeldelse af Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

“Jeg svømmede og svømmede, indtil jeg havde ondt i benene og lungerne. Så svømmede jeg lidt mere. Jeg kunne mærke vandet mod min hud. Jeg tænkte på den dag, jeg mødte Dante.”

Ikke en typisk YA bog

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en bog jeg vil nyde at genlæse. Tonen fangede mig allerede på de første sider, da der refereres til Richie Valens og “La Bamba”. En bog med klassiske musik referencer, gamle amerikanerbiler og mexicansk mad, kommer ret højt på min hitliste.

Man kan vælge at læse bogen mellem linjerne og begynde at fortolke Ari og Dantes personligheder, men man kan også bare nyde en skøn fortælling om spirende venskab mellem mennesker. Det er en dejlig bog uanset hvad.

Fordi tempoet er så roligt det meste af tiden, kan det til tider føles lidt for langtrukkent. Alligevel kom slutningen alt for hurtigt, og jeg sad egentlig bare tilbage med en følelse af at ville læse mere.

Bogen kan læses af de fleste, og jeg vil ikke kategorisere den som en typisk young adult (YA) bog, selvom Ari og Dante er midt i teenageårene. Den kan ligeså vel nydes af voksne læsere. Uanset hvad, ender du nok med et smil på læben ved sidste side.

 


 

Læs mere:

En bog der på mange måder også har flere lag er Jonathan Livingston Havmåge. Efter at have læste den, er den blevet én af mine yndlings historier.

Har du fået at vide, du ikke må købe flere bøger, så brug en af de 7 undskyldninger til hvorfor du godt må købe bogen om Ari og Dante.

Måske du også gerne vil prøve noget andet? Så vil jeg anbefale at tage et kig på Pittacus Lores sci-fi serie, der på mange måder kan linkes til vore dages klimasituation.

 

 

 

Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.