Boganmeldelse Anne Franks Dagbog - Graphic Diary

Boganmeldelse: Anne Franks Dagbog – Graphic Diary

“Man kan sige, at jeg er, hvad en romantisk film er i sammenligning med en klog filosof – en simpel adspredelse, et komisk mellemspil, noget, der hurtigt er glemt, noget, der ikke er dårligt, men heller ikke helt godt.”


*Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof*

Boganmeldelse af Anna Franks Dagbog – Graphic Diary af Ari Folman og David Polonsky.
Udgivet i september 2019 hos Lindhardt & Ringhof.
160 sider.

Antal Stjerner

For snart en del år siden læste jeg Anne Franks Dagbog og forstod slet ikke al hypen omkring den. For mig virkede Anne som en irriterende know it all, der var gået i teenage-selvsving. Det var ikke helt gået op for mig, hvad Anne Franks historie egentlig går ud på, eller hvorfor den er vigtig. Måske var mit eget state of mind ikke til hendes historie på det tidspunkt, måske forstod jeg den bare ikke. Det gør jeg nu.

Anne Franks Dagbog er ikke endnu en fortælling om Anden Verdenskrig, men en fortælling om livet på den forkerte side af hegnet, om frygt, familie, kærlighed og om tankerne der kommer, når kroppen ændre sig fra barn til voksen.

Boganmeldelse Anne Franks Dagbog

Anne Franks Dagbog

På sin 13-års fødselsdag, i 1942, modtager Anne en dagbog i gave. Den bliver hendes eneste fortrolige og bedste veninde, under tiden der kommer.

Familien Frank er jøder og under nazisternes indtog i Amsterdam, må de gå under jorden. Tilflugtsstedet bliver Baghuset, en ekstra bygning, der ligger tilkoblet til Annes fars arbejdsplads. Pladsen er trang og vilkårene ringe, i forhold til tidligere, men familien Frank prøver at få det bedste ud af de midler de har. Med tiden bliver der gjort plads til andre på flugt, og de ender med at være otte mennesker i Baghuset.

Gennem Annes dagbogsfortællinger møder vi hver enkelt beboer og får et godt indblik i de strabadser og konflikter, der opstår med mange mennesker på lidt plads. Annes karikatur af de andre i Baghuset er både fantasifuld og underholdende. Hun har en sarkastisk humor, men også en særlig observering af sine omgivelser.

Man kommer hurtigt til at glemme at Anne kun er et barn, for hendes sprog og indsigt, tilhører en langt ældre person. Og alligevel har hun stadig en barnlighed over sig, med små forelskelser og en nysgerrighed på verden.

Boganmeldelse Anne Franks Dagbog

En grafisk fortælling

Der er ingen tvivl om at Annes tanker og sprog bærer præg af tiden, hun skriver i. Der bliver ikke nævnt meget om krigen, men den er der hele tiden som en sort bevidsthed. Det er fuldstændig utroligt, hvordan en pige på 13-14 år har kunne være så observant og følsom i sin tekst, og meget voksen. Samtidig er der plads til barnlighed, ung kærlighed og nysgerrighed på det at gå fra barn til kvinde.

Der er selvfølgelig ikke plads til hele Annes dagbog i en graphic udgave, men Ari Folman og David Polonsky gør et fabelagtigt stykke arbejde med at hive Annes personlighed, tanker og drømme ud fra hendes tekster, og gøre dem til smukke og ind i mellem sjove billeder. Enkelte sider indeholder hele tekstsider fra dagbogen, fordi de mente budskabet her var særlig vigtigt.

Hver person i historien har fået sit eget personlige præg ud fra Annes beskrivelser af dem. Det er med til at give fortællingen humor og adskille de mange navne fra hinanden.

Det er en bog, der sagtens kan læses af børn og voksne. Vi vil alle få noget forskelligt ud af den. Den kan være en god samtalebog om krigstiden, om livet fra en jødes perspektiv, og fra et barns. Bogen er helt sikkert værd at læse.


Læs mere:

Lyder Anne Franks Dagbog – Graphic Diary som noget for dig, vil du måske også kunne lide:

Gæstfrihed af Niels Nymann Eriksen

Alla og klaveret: Den russiske tragedie 1912-1924 af Morten Kvistgaard

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz


Del eller synes godt om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.