Bøger og rejser

Kom verden rundt med disse 10 bøger, der handler om at rejse

Sommerferien nærmer sig for de fleste, og der bliver begejstret talt om, hvor man skal hen i verden. Er økonomien ikke til at rejse i år, så får du her 10 bøger, der kan tage dig med rundt i verden

 

Jeg elsker at rejse. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Det er dog desværre sjældent, pengene rækker til at komme ud af landet mere end én gang om året.

Derfor elsker jeg at finde gode bøger om andre steder i verden. Bøger, der tager mig med verden rundt. Om mennesker, der har oplevet og udfordret sig selv.

Om du læser bøger derhjemme, på stranden, i skoven, i toget, eller tager dem med på ferien udenlands, synes jeg, du skal vælge mindst én af disse at læse hen over sommeren.

 

Verden rundt med litteratur

For tre år siden kom jeg hjem fra en 10 måneder lang rygsækrejse i Australien. Jeg havde meget med hjem i bagagen, mest gode oplevelser og en fascination af landet og dets mangeartede dyr. Så det er helt naturligt for mig at anbefale en boglig rejse ud i Outbacken.

Jeg har også en helt speciel kærlighed til Irland og deres skønne folkefærd, derfor ligger der også lidt læseinspiration til min yndlingsø.

Se dem alle herunder, og god fornøjelse med læsningen!

 

Romanen om Dublins grundlægning 

Dublin af Edward Rutherfurd

At tage på ferie betyder ikke, at man nødvendigvis skal ned til sol og strand. Tag med til Irland og opbyggelsen af hovedstaden, Dublin, og oplev, hvordan en civilisation blev grundlagt, og hvordan vi i Skandinavien var med til at sætte store præg på tilværelsen på den grønne ø.

dublin, bog rejse, bøger, rejsebøger

Dublin, 159,96 kr., Saxo

Bogen tager os helt tilbage til druidernes tid, hvor mystik og ofringer var hverdag. Her følger vi to unge mennesker, der forelsker sig og må tage på flugt i de grønne bakker efter uheldige begivenheder. Det er startskuddet på vældige forandringer, og det er deres efterkommere, vi følger gennem bogen.

Det er en rejse gennem vikingetiden, hvor vi som danskere har en stor rolle i Dublins historie, til middelalderen og op i den nytænkende og nyskabende renæssance.

Dublin er et fantastisk værk, der handler om kærlighed, krig, venskaber, tro og ikke mindst håb. Den er et must read for dig, der elsker historiske romaner eller bare er nysgerrig på, hvordan en så lækker hovedstad er blevet til.

Har du aldrig besøgt Dublin, skal den skrives på din bucket list! Byen er et skønt mylder af hyggelig stemning, dejlige mennesker og smukke bygninger. En by, som det har krævet blod, sved og tårer at få til at stå, som den står i dag.

Dublin udgives fra forlaget Turbulenz. 773 sider.

 

En fortælling om liv og skæbne

Alt det lys, vi ikke ser af Anthony Doerr

Skal man bare en smuttur ned over grænsen, kan man gøre det med Alt det lys, vi ikke ser. Bogen tager dig ikke kun til Tyskland og Paris, men også tilbage til tiden under Anden Verdenskrig.

Alt det lys vi ikke ser, bog rejse, bøger, rejsebøger

Alt det lys vi ikke ser, 104 kr., Saxo

Når skæbner mødes og skaber blide toner i mørket, sker der magi. Det her er en fortælling om netop den slags magi. Den virkelige slags. Det er en smuk fortælling om blinde Marie-Laure, der bor i Paris med sin far, og den forældreløse Werner fra Tyskland.

Marie-Laure er opvokset med krigen omkring ørene, og det har resulteret i en flugt fra det besatte Paris til hendes onkels hus i Saint-Malo.

Werner bliver tidligt headhuntet af Hitlerjugend, fordi han har flair for mekanik. Særligt er han god til at reparere og bygge radioer – noget, tyskerne sætter stor pris på. Werner må dog sande, at tyskerne vil have mere, og stærkt mod sin vilje skal han hjælpe med at opspore modstandsfolk.

Den opgave fører ham til Saint-Malo i Frankrig.

Det her er ikke en bog, man læser hurtigt. Den skal nydes, have tid til at krybe ind under huden og sætte et tydeligt mærke i brystet, når man har læst sidste side. En fortælling om mod, tvivl og tillid mellem mennesker.

Kan du ikke holde dig inden for Danmarks grænser, er et besøg til Berlin både rentabelt og storslået. Søg rundt i byen efter rester af den store krig, og lad historierne gribe dig.

Alt det lys, vi ikke ser udgives fra Politikens Forlag. 557 sider.

 

Bliv forført med chokolade i Frankrig

Chokolade af Joanne Harris

Savner du en romatisk ferie, så tag med til Frankring, hvor Vianne vil forkæle dig med udsøgt chokolade.

Bogen er filmatiseret med skønne Juliette Binoche og Johnny Depp i hovedrollerne.

Chocolat, bog rejse, bøger, rejsebøger

Chocolat, 74,23 kr., Plusbog

Når vinden blæser nye eventyr med sig, tager Vianne Rocher og hendes datter Anouk med. De ankommer til landsbyen Lansquenet i det sydvestlige Frankrig midt under det festlige karneval.

Landsbyen virker berusende på lille Anouk, og hun vil gerne blive der. Heldigvis er hendes mor enig og vælger at åbne en butik og café med sine udsøgte specialiteter inden for chokolade.

Der går dog ikke længe, før hendes eksotiske og frie stil bekymrer landsbyens præst. I stedet for at omfavne glæden ved Viannes chokolade, ser han hende som en vældig synder og gør, hvad han kan for at ødelægge hendes forretning.

Heldigvis er Vianne ikke sådan at slå ud, når modstand banker på døren, og hun ender med at efterlade landsbyen med mere end en ekstra hang til chokolade.

Bogen er desværre udgået på de danske forlag, men du kan købe den på engelsk og ellers være heldig at finde den i genbrugsbutikken, antikvariater eller på loppemarkedet.

Udgivet fra forlaget Samleren. 362 sider.

 

Tag på en rejse mellem venskaber

Drageløberen af Khaled Hosseini

For at besøge nationer som Afghanistan, skal der en helt særlig type rejse til. For at du kan opleve landet sikkert fra din sofa, lænestol, strandstol eller noget helt fjerde, kan du læse storfavoritten Drageløberen.

Drageløberen, bog rejse, bøger, rejsebøger

Drageløberen, 135,96 kr., Saxo

Det skønne ved børn er, at de ikke ser forskel mellem klasser. Kan man finde en god kammerat, betyder det ikke noget, hvor han kommer fra, eller hvem hans forældre er. Det er Drageløberen også et bevis på, og den fortæller om det på smukkeste manér.

Når Hassan og Amir er bedste venner, er det ikke noget, der bliver talt om. Amir er nemlig en del af overklassen, hvor Hassan er søn af en tjener. Alligevel finder de to drenge ud af at skabe et stærkt venskab og beviser det formidabelt for andre under den årlige drageturnering.

Hassan må dog i 1975 forlade sit hjem under Amirs familie, og de to venner splittes som uvenner. Amir og hans far må flygte til USA, da der udbryder krig.

Mange år efter bliver Amir kaldt tilbage til Afghanistan og har nu muligheden for at genskabe sit venskab med Hassan og befri sig selv fra en overskyggende dårlig samvittighed.

Udgivet fra forlaget Cicero. 253 sider.

Drageløberen blev filmatiseret i 2007 og kan ses på Filmstriben.dk

 

Find kærligheden i Indien med en svensker

Delhis smukkeste hænder af Mikael Bergstrand

Farverige Indien. Hvem ville ikke gerne opleve det? Med en munter mine og et glimt i øjet kan du tage med en svensker til det enorme land og måske finde kærligheden.

Delhis smukkeste hænder, bog

Delhis smukkeste hænder, 239,96 kr., Saxo

Hvis man kan mikse Indiens farverige virvar med typisk svensk humor, har man en ret god kombi. Det er heldigvis tilfældet her.

Samtidig med at du får grint, finder du også en sympati for stakkels Göran. Hans liv er gået i stå – det eneste, han kan tænke på er ekskonen og fodbold. Da Göran til sidst bliver fyret, tager han chancen, med lidt overtalelse, og rejser til Indien.

Her bliver livet ikke nemmere, men en dag møder han den indiske tekstilesportør Yogi. Hun tager ham med på en fantastisk rejse til New Delhi og lader ham oplevede de vidunderlige ting, som Indien virkelig har at byde på.

Göran finder ud af, at livet er fuld af eventyr, og han lader sig rive med af Yogis charmerende væsen. Tænk, hvis kærligheden virkelig kan findes midt i Indiens summende gader.

Udgivet fra forlaget Modtryk. 411 sider.

 

Smuk, æstetisk og fuldstændig fantastisk

Mit liv som geisha af Arthur Golden

Tag til Østen, nærmere bestemt Japan i første halvdel af det 20. århundrede. Japan er i høj grad på min ønskeliste over lande at se, og bogen skildrer oplevelsen fantastisk.

Mit liv som Geisha, bog

Mit liv som geisha, fra 60 kr., Saxo

Sayuri bliver som barn solgt til at tjene en magtfuld geisha i Kyoto. Hun og hendes søster må forlade deres forældre og liv i den fattige fiskerby, de er opvokset i, og udskifte det med Kyotos byliv. Sayuris søster lider en hård skæbne og bliver solgt til et bordel. De to ser aldrig hinanden igen, efter søsteren flygter fra byen.

Med alderen vokser Sayuri op til at blive en skønhed, og hendes karriere som geisha skal begynde. Hun får dog hård konkurrence fra de andre geishaer i huset og må bruge list og snilde for at overleve.

Det er en historie om utrolig skønhed og had, om kærlighed og om at overleve, når livet vender ryggen til dig. Fortællingen er fyldt med detaljer om livet i Japan i 1940’erne og op under krigen. Der er et enestående billedsprog, så man følger direkte i Sayuris fodspor gennem et Japan, der er langt fra det teknologiske østland, vi kender det som i dag.

Udgivet fra forlaget Aschehoug. 523 sider.

Mit Liv Som Geisha blev filmatiseret i 2005 og kan streames hos Blockbuster.dk

 

Med på eventyr blandt verdens højeste bjerge

Farvel Tibet – på sporet af et tabt land af Tore Grønne

Drømmer du om at udfordre dig selv eller bare tage en aktiv ferie, kan Farvel Tibet helt sikkert give dig blod på tanden.

Farvel Tibet, bog

Farvel Tibet, 299,95 kr., Saxo

Krydret med historier fra fortidens eventyrere og den afskyelige snemand, tager Tore Grønne og hans kæreste Cassie os med ud på en tur langt ud over det sædvanlige. På cykel og til fods gennem Himalayas bjerge og omgivelser besøger parret nogle gamle buddhistiske klostre og landsbyer og sætter et sug i maven på os her hjemm.

I det konflikthærgede Kashmir ligger de omringet af over en halv million soldater. De kommer tæt på korruption og sygdom og deler historier med tibetanere fra både Indien og Nepal.

Det er et halvt års fængslende, opslidende og vidunderligt eventyr, der skal føre dem til Lhasa ad Himalayas mange stier, og afslutningen på en 10 år gammel historie om Tore og det kinesiske sikkerhedspoliti i Tibet.

Udgivet hos forlaget Gyldendal. 299 sider.

 

En rejse fra fangeskab til frihed

Flugten fra Camp 14 af Blaine Harden

Et land, som har været meget oppe i medierne, og som de færreste nok har lyst til at besøge, er Nord Korea, der er kendt for sin umenneskelige brutalitet. Oplev et førstehåndsindtryk i Flugten Fra Camp 14.

Flugten fra camp 14, bog

Flugten fra Camp 14, 149,95 kr., Saxo

En hjerteskærende beretning om en mands flugt fra en af de værste arbejdslejre i Nord Korea. Et liv i frygt, uden kærlighed. Hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Hvor man vender sin familie og venner ryggen for ikke selv at blive offer for frygtelig tortur.

Shin fortæller om det hele, og man græmmes over de ondskabsfuldheder, vi mennesker er i stand til at udføre mod hinanden. Han er søn af to politiske fanger og derved selv blevet stemplet som fjende af staten. Uden skyld i nogen forbrydelser hjernevaskes han til at tjene Den Kære Leder og derved lægge skylden for sin situation på sine forældre.

Det er barske sager, og man kan ikke lade være med at tænke, hvorfor så grusomme omstændigheder ikke bliver stoppet. Hvorfor resten af verden bare vender det blinde øje til.

Det lykkes dog Shin at flygte, og han rejser gennem Kina og videre til Sydkorea for til sidst at ende i USA. Det er først uden for Nord Koreas grænser, at han mærker, hvad omsorg og frihed betyder og er værd.

Udgivet hos Kristeligt Dagblads Forlag. 263 sider.

 

En kvinde, fire kameler og et halvt kontinent

Tracks af Robyn Davidson

Skal det være varmt? Sådan rigtig varmt og meget udfordrende? Helst med et resultat af nyt menneske? Så skal du tage til Australiens Outback i Tracks. Rejs 2.000 kilometer med kamel gennem ørkenen, og find dig selv på vejen.

Tracks, bog

Tracks, 129,95 kr., Saxo

I 1977 beslutter Robyn Davidson, at hun vil rejse tværs over det Australske kontinent kun med fire kameler og sin hund som selskab. Hun er træt af mennesker, træt af byer og larm. Hun vil ud at mærke livet – uden afbrydelser og uden tid konceptet “tid”.

National Geographic går med til at sponsorere hende på betingelse af, at hun efterfølgende skriver en artikel om turen, og at en fotograf skal følge med hende noget af vejen. Det huer ikke den viljestærke kvinde, men hun har intet valg, hvis hun vil gennemføre turen.

Det bliver en lang og varm rejse gennem ørkenområder, bjergegne og territorier, hvor aboriginals hersker over landet. Hun finder sig bedre tilpas blandt de indfødte og bliver ledt på rette vej af nye venner.

Målet er Det Indiske Ocean ved Australiens vestkyst.

Udgivet fra C&K Forlag.

Filmatiseret i 2014. Du kan finde filmen på Netflix.

 

Træd ud af komforten, og genopdag dig selv

Wild af Cheryl Strayed

Er du allermest til ødemark og vild natur, skal du tage med Cheryl Strayed ud på The Pacific Crest Trail langs USA’s vestkyst. Det er en hård vandring, så værd beredt med gode vandrestøvler og tid i tasken.

Wild, bog

Wild, 129,95 kr., Saxo

Som 22-årig mister Cheryl Strayed sin mor til kræft. Hendes ægteskab smuldrer og hun beslutter at hoppe fra uddannelsen på college. For at lindre smerten begynder hun at tage heroin og bor sammen med en junkie, mens hun synker længere og længere ned mod bunden.

Da hun endelig rammer den, beslutter hun at gøre noget vildt for at komme på rette køl igen. Hun vælger at gå The Pacific Crest Trail, der er en 2.000 kilometer lang vandrerute langs USA’s vestkyst. Den vil tage hende fra Californien op mod Canadas grænse, gennem vildt og øde bjergterræn og udfordre hende på måder, ingen stoffer eller mænd vil kunne.

Det er en tur, hvor hun må finde ind til sin egen kerne for at overleve. Overskride nye grænser og lære, hvad det betyder virkelig at undervurdere sig selv og vægten af sin rygsæk.

Udgivet hos C&K Forlag. 356 sider.

Filmatiseret i 2015. Stream den på Viaplay.dk

 

 

Læs også: 

MY DAILY SPACEs nye bog-blogger: Bring bøgerne tilbage i jeres liv!

At Rejse Med Bøger

 

Follow

Del eller synes godt om:

5 thoughts on “Kom verden rundt med disse 10 bøger, der handler om at rejse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.